Vrede over skolelukning: Muligt Venstre-fnidder giver håb
Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord
Hele vejen langs boldbanen på Ravnkilde Skole hænger små flag som det her.
Dramaet fortsætter og en lille dør holdes på klem i Rebild Kommune.
Det burde egentlig være formalia.
Andenbehandlingen af budgettet i Rebild Kommune, som til stor frustration for mange forældre betyder lukning af Ravnkilde Skole.
Det heftigt omdiskuterede budget er dog kun vedtaget med 13 stemmer mod 12 i byrådet. Og lige nu vakler det mindst mulige flertal på grund af en Venstre-vikar til aftenens byrådsmøde.
"Andensuppleanten fra Himlen" - eller "Helvede" - afhængig af standpunkt, er nemlig indædt modstander af lukningen af ældrecentret i Øster Hornum, som det snævre flertal også har besluttet.
Sådan er det umiddelbare, men noget tøvende svar fra Thomas Simoni Thomsen (V), på om han vil stemme for:
- Det vil jeg da regne med, at jeg gør.
Og hans holdning tæller, da han er indkaldt som andensuppleant torsdag aften.
Byrådsmedlemmet Jeppe Ugilt (V) er nemlig forhindret. Det samme er førstesuppleanten. Derfor er det Thomas Simoni Thomsen, der får stemmeretten i det snævrest mulige budget.
Bekymringer for udfald
Simoni Thomsens velkendte modstand mod lukningen af ældrecentret i Øster Hornum, har betydet, at der har været rygter om, at han kunne skrotte budgettet ved at stemme imod.Undlader du at stemme, går der Jacob Haugaard i den
Thomas Simoni Thomsen, V-suppleant, Rebild
Til glæde for både forældrene på Ravnkilde Skole, som TV2 Nord har fortalt flere gange, men også beboerne på ældrecentret.
Hans indædte modstand er velkendt. At det har betydet at borgmester Jesper Greth (V) skulle have har bedt andensuppleanten blive væk fra dagens møde, afviser han.
Har der været snak om, at du skulle blive væk?
- Jeg har da været nede og se til borgmesteren og se, om han kunne fylde stolen ud, siger Thomas Simoni Thomsen.
Håbet lever - lidt endnu
Han drejer hurtigt snakken væk fra det mulige fnidder i Venstre og over på modstanderne i de dramatiske budgetforhandlinger:
- Det er så moderne at skyde mest efter sine politiske modstandere, så jeg vil da sige, jeg er ærgerlig over Socialdemokratiet (der udvandrede sammen med flere andre, red.) ikke blev der, siger han.
Så forældrene til børn på Ravnkilde Skole skal ikke begynde at få forhåbninger?
- Jeg tror ikke på en skole med 38 elever. Vi har engang lukket en skole med 29, siger den garvede politiker og henviser til Gregers Krabbe Friskole i Årestrup, som han betegner som ”en succeshistorie.”
Så du har besluttet at stemme for?
- Det er sådan jeg tænker lige nu, siger V-politikeren og holder dermed en lille dør på klem. Han understreger dog hurtigt at ”kommunen jo skal have et budget.”
- Undlader du at stemme til et budget, så går der Jacob Haugaard i den. Der er jo aldrig kommet medvind på cykelstierne.
Men det er jo velkendt, at du ikke mener det er en god idé at lukke ældrecentret i Øster Hornum, som er en del af budgettet, så det er jo din chance for at redde det?
- Jeg har mest imod, at de lukker det, men så må vi jo arbejde videre med det.
Borgmester Jesper Greth bekræfter, at han har haft et møde med Thomas Simoni Thomsen, fordi "det er noget af en mundfuld, at skulle deltage i andenbehandlingen af et budget, som har været en lang proces."
- Derfor har jeg givet ham en indflyvning, siger borgmesteren og understreger at han selvfølgelig håber budgettet vedtages.
Mødet starter i Støvring klokken 17.00.
Se forældrenes seneste demonstration her: