Systematisk metode - tyve klipper varevogne op og stjæler værktøj
Foto: Søren Steffen/Ritzau Scanpix
Det er varevogne som denne, der klippes op og stjæles værktøj fra.
I sidste uge skete det i Maragerfjord, og i denne uge er det Rebild, der står for skud.
Metoden er klar. Der bliver klippet hul i sidedøren på varevognen og stjålet værdifuldt værktøj.
Det skete natten til fredag i sidste uge på to af den type køretøjer, der holdt på Skovvejen i Mariager.
I den ene bil blev der stjålet diverse værktøj for 7000 kroner, mens der i den anden ikke blev stjålet noget.
I starten af denne uge er den gal igen. Har tyvene været på rov i både Mariagerfjord og Vesthimmerlands Kommuner, hvor i alt syv varebiler er blevet bestjålet.
Og det er netop sket igen - denne gang på Banevænget i Nørager.
Tyveriet skete mellem onsdag klokken 18.00 og 6.15 torsdag morgen. En Ford Transit holdt på adressen, hvor en eller flere tyve klippede hul i sidedøren og stjal værktøj.
Politiet har ikke oplyst værdien på værktøjet.
Skete også længere nordpå
Samme metode er brugt ved en række tyverier i firmabiler i Østervrå natten til torsdag i sidste uge - her var der indbrud i fire håndværkerbiler, der var parkeret med kort afstand mellem hinanden.
Der blev stjålet værktøj for over 100.000 kroner, vurderede politiet.
Metoden var den samme - to biler på Højlundsvej, en på Blomstervænget og endelig en på Bakkevænget fik skåret hul i stålet til metalskydedøren.
- I alle tilfælde (i Østervrå red.) har de skåret et hul for at komme ind til låsemekanismen og låse døren op, fortalte Peter Skovbak til TV2 Nord.
Politiet undersøger torsdag det seneste tyveri i Nørager nærmere.
Har du hørt eller set noget, kan du kontakte politiet på 114.