Stor modstand mod naturnationalpark i Rold Skov
Og det lokale forenings- og erhvervsliv savner dialog med Miljøministeriet.
Jane Tange har snøret vandreskoene, og taget en tur i Rold Skov. Det er hun sammen med cirka 275 andre fra lokalområdet.
Normalt er Jane Tange her i skoven for at cykle eller løbe. Men det er ikke derfor, hun er der i dag.
- Det er fordi jeg er bekymret for udpegelsen af Rold Skov som Naturnationalpark, siger Jane Tange.
Erhvervsliv, politikere og foreningsliv er imod
Naturstyrelsen havde onsdag inviteret alle interesserede på en naturvandring, hvor styrelsen forklarede, hvad det vil indebære, hvis området bliver en ny naturnationalpark. En park, som hverken de kommunale politikere eller det lokale foreningsliv vil have.
Der er lige nu omkring 30 foreninger, der bruger de over 200 kilometer vandre-, ride- og cykelstier, der allerede er etableret i skoven.
De kan muligvis få sværere ved at arrangerer løb, stævner og andre begivenheder i en eventuel naturnationalpark.
Modstand flere steder i Nordjylland
Projektet er en del af regeringens plan om at skabe 15 nye naturnationalparker i Danmark, hvor biodiversiteten skal blomstre. I alt er der udpeget fem mulige steder i Nordjylland.
Og det er ikke kun i Rold Skov, utilfredsheden er reel. På Læsø er man trætte af den måde, miljøministeriet har håndteret en mulig naturnationalpark på den nordjyske ø.
I Himmerland er det er ikke kun friluftsforeningerne omkring Rold Skov, det kan gå ud over.
- Meget af vores erhvervsliv bliver berørt, hvis Rold Skov bliver naturnationalpark. Rebild kommune er jo bygget meget op omkring eventudvikling, siger Brith Lund Jørgensen, formand for Rebild Erhvervsudviklingsråd. Hun uddyber:
- Vi har besøg af mellem 350.000 og 500.000 på årlig basis, som har en eller anden tilknytning til Rold Skov.
Ønsker reel dialog
Derfor håber både foreningslivet og erhvervslivet i området, at der snart bliver etableret en reel dialog om projektet, hvor de lokale kan have indflydelse på, hvor en mulig naturnationalpark skal skabes.
Rebild Erhvervsudviklingsråd håber at få miljøministeren i tale.
- Så vi kan præge hende ,og at hun vil lytte til, hvad vi siger,
For Jane Tange er det værste der kan ske, at der bliver lukket helt ned for de aktiviteter, hun og de andre brugere af Rold Skov har i gang.