Spøgelsesbilist for retten efter voldsom motorvejsulykke
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
15. januar 2021 kørte en spøgelsesbilist frontalt ind i en bil med en 64-årig kvinde, der blev svært kvæstet. Spøgelsesbilisten var en dengang 23-årig mand, der var i livsfare efter ulykken. Tirsdag skal han for retten i Aalborg.
To biler kørte frontalt ind i hinanden på motorvejen ved Støvring i januar 2021. Den ene bil blev kørt af en dengang 23-årig spøgelsesbilist, der nu skal for retten.
Dagen før sin 25-års fødselsdag skal en mand efter planen for retten i Aalborg tirsdag. Her er han tiltalt for at have forårsaget en meget voldsom trafikulykke, som nær havde kostet ham selv livet og efterlod en kvinde med svære kvæstelser.
Politirapporterne lyder på, at den nu 24-årige mand selv var i livsfare efter ulykken, der skete på Motorvej E45 ved Støvring omkring kl. 03.30 natten til 15. januar 2021.
Manden, der er fra Østjylland, er tiltalt for overtrædelse af færdselsloven ved at have kørt i nordlig retning på motorvejen i det sydgående spor. Her kolliderede han voldsomt med en 64-årig kvinde, som kom kørende mod syd.
Herunder kan du se video fra 15. januar 2021:
Bilister fastklemt efter ulykken
Ifølge rapporterne fra ulykkesstedet den pågældende nat var begge bilister fastklemt i bilerne efter ulykken.
Den 24-årige mand blev som nævnt anset for at være i livsfare, mens kvinden også pådrog sig svære kvæstelser, men uden at være i livsfare.
Det fremgår af det anklageskrift, der nu ligger i sagen, at kvinden pådrog sig brud på to nakkehvirvler og en ryghvirvel samt på brystben, kraveben, flere ribben, en lårbensknogle, det ene fodled og en underarm, ligesom hendes ene lunge klappede sammen.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til tirsdag 21. juni klokken 9 til 12 i Retten i Aalborg. Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Påvirket af spiritus
På grund af kvindens talrige skader er den 24-årige mand tiltalt efter straffelovens paragraf 249 om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder.
Det fremgår af anklageskriftet, at den 24-årige mand var spirituspåvirket i forbindelse med ulykken. Ifølge anklageskriftet blev hans promille målt til 1,25 efter ulykken.
Det er uvist, hvordan den 24-årige mand forholder sig til anklagerne.