Skolelukning: Borgere tager sagen i egen hånd
Sidste år besluttede byrådet i Rebild Kommune at lukke folkeskolen i Ravnkilde. Men byens borgere vil have en skole, så det laver de.
For en gruppe frivillige borgere i Ravnkilde har sommerferien budt på alt andet end ferie.
30 af byens borgere har arbejdet på højtryk for at blive klar, så Ravnkilde Børneunivers kan modtage børn fra 1. august.
- Forældre, bedsteforældre, og frivillige fra byen. Det er alle mulige, der er her i denne her uge, lyder det fra Mathilde Kjeldgaard Pedersen, der er formand for Ravnkilde Børneunivers
Da byrådet i Rebild Kommune sidste efterår besluttede at lukke Ravnkilde Skole var det for sent at ansøge om tilladelse til at lave en friskole.
Det betyder, at det er forældrene selv, der finansierer projektet det første år, men fra 1. august 2024 overgår Børnehuset til at være en friskole, og dermed er de også kvalificeret til at modtage statstøtte.
- Det betyder rigtig meget, at der er kommet så mange i dag for at give en hånd med. Vi kan mærke, at de også gerne vil bevare en skole i byen, siger formanden.
Aflyste sommerhusturen
Efter ferien begynder i alt 35 børn i enten skole, børnehave eller vuggestue, men styregruppen bag Børnehuset håber, at antallet af børn med tiden vil vokse til 60.
- Vi vil ikke være en stor skole. Her er det vigtigste nærværet. Vi skal kunne se alle børn, siger formand Mathilde Kjeldgaard Pedersen.
Hun understreger, at det vigtigste er, at byen har en skole.
Allerede mandag åbner børnehaven, og der er stadig meget, der mangler at blive klargjort.
Derfor hat Lea Baisgaard og hendes mand skiftet en ferieuge i sommerhus ud med en uges frivilligt arbejde i børneuniverset.
- Man skal også give et nap med her. Og så kan børnene også se, hvad det er. Så må vi tage en sommerferietur til næste år, Lea Baisgaard.
En by, hvor borgerne hjælper hinanden
En af de andre fremmødte er Ole Langgaard.
For præcis 50 år siden byggede han hus i Ravnkilde sammen med sin kone, og der har de boet lige siden.
Selvom det er længe siden, at han selv havde skolesøgende børn, hjælper han gerne dem, der har.
- Her i byen hjælper vi hinanden - Og hvis dem inde i Støvring ikke vil gøre noget for os, så må vi jo gøre det selv, siger Ole Langgaard.
Rebild Kommune har solgt skolebygningen til Ravnkilde Børneunivers på meget favorable vilkår for 50.000 kroner.