Skørping Idrætscenter skal være for alle
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard
Julie Mackenhauer er forkvinde for den arbejdsgruppe, der vil gøre Skørping Idrætscenter til et mødested for hele området.
Hallen i Skørping og det store idrætsområde omkring halen skal forandres, så det kan blive det foretrukne mødested for både den foreningsdrevne idræt og de mange organiserede motionister, der findes i området.
Rebild er den kommune i landet, hvor der er flest, der dyrker motion i en forening, men også i den uorganiserede idræt er der grøde i den himmerlandske kommune. I Skørping arbejder det lokale idrætscenter på at give plads til de mange, der mødes i skoven for at motionere uden at være medlem af en klub.
Skørping Idrætscenter skal være det foretrukne mødested for alle lokale og turister, der motionerer i området ved Rold Skov og Rebild Bakker. Der skal være mulighed for omklædning og vaskemuligheder, selv om man ikke er medlem af en forening.
Sådan lyder visionen fra en arbejdsgruppe, der siden 2019 har arbejdet med, hvordan idrætscenteret kan udvikle sig, så det også appellerer til det stigende antal motionister, der ikke er medlem af en klub.
Faciliteter for alle
Julie Mackenhauer, der er forkvinde for arbejdsgruppen, fortæller, at projektet vil indholde både til- og ombygning af den eksisterende hal samt en række ny udendørs faciliteter.
- Det handler i virkeligheden bare om at skabe tilgængelige faciliteter for alle. Det kan for nogen blot være tale om adgang til en vandhane, mens det for andre handler om at få adgang til omklædning eller et mødelokale, siger hun.
Det nye idrætscenter vil indeholde både faciliteter i direkte tilknytning til idræt, men der bliver også inddraget andre, helt nye funktioner, der kan være med til at gøre det til mødested for hele området.
- Vi har allerede aftale med en bagerforretning, men der er også planer om en fysioterapeut og en psykolog, der skal have praksis hos os, siger Julie Mackenhauer, der også er medlem af bestyrelsen for Skørping Idrætscenter.
Et samlingspunkt
En stor del af projektet handler om at ændre på de rammer, den nuværende hal tilbyder, fortæller Julie Mackenhauer.
- Vi har sådan en rigtig dødsyg hal, der er bygget i halvfjerdserne, som er mørk med et stort, tungt saddeltag. Når først man er kommet ind i hallen, så er man enten med på banen, eller også er man ikke med. Vi skal det ændret, så det bliver et sted, hvor man også får lyst til bare at hænge ud, siger hun.
Budgettet for det samlede projekt ligger i omegnen af 60 millioner kroner, der blandt andet skal findes ved hjælp fra fonde. Men en god del af projektet bliver løbende sat i gang, når der er fundet finansiering, fortæller Julie Mackenhauer.