Skal kvinder kunne tvinges i uniformen?
Værnepligten skal forlænges fra fire til 11 måneder, og så skal der være fuld ligestilling mellem kønnene, mener regeringen.
- At skulle være derinde i 11 måneder, det er alligevel lang tid.
Sådan lyder reaktionen fra elev i 2.g på Støvring Gymnasium Niels Høgh Tofteby Knudsen på regeringens nyeste forslag om en udvidelse af værnepligten.
For værnepligten på fire måneder kan nemmere nåes i sabbatårene, hvis man for eksempel også gerne vil nå at arbejde eller rejse.
- Jeg tænker også kun at tage et sabbatår, så 11 måneder er ret meget, siger Sofie Brandt Petersen, som også går i 2.g på Støvring Gymnasium.
Større dedikation til Forsvaret
Regeringen præsenterede i dag på et pressemøde forslagene til at styrke det danske forsvar.
- Mens vi står her i dag i København, så lider ukrainske soldater og civile under den enormt brutale adfærd, som Rusland udviser. Det er europæiske regeringer nødt til at forholde sig til og reagere på. Og det er vi også nødt til at forholde os til her i Danmark, lød det fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).
Og udvidelsen af værnepligten vil måske også få de unge til at se mere alvorligt på den militære situation.
- Jeg tror også, det får nogle til at overveje det en ekstra gang i forhold til dedikationsniveauet derinde, siger Rumle Grunwald Falk, som er elev på 2.g i Støvring Gymnasium.
Mændene har gået igennem det mange år før, så hvorfor kan jeg ikke også det som kvinde?
Frederikke Skræm, elev, 2.g, Støvring Gymnasium
Kvinder og mænd skal ligestilles
Regeringen foreslår også at antallet af værnepligtige skal hæves fra 4700 til 5000 årligt. Og derudover ønsker regeringen at modernisere Forsvaret ved et ligestillingstiltag.
- Vi lægger op til, at mænd og kvinder ligestilles helt. Det indebærer, at alle unge uanset køn vil skulle indkaldes til Forsvarets dag og gennemfører værnepligten på ens vilkår, lød det fra forsvarsministeren.
Det betyder, at både kvinder og mænd har en pligt til at aftjene sin værnepligt, hvis det nummer, de trækker, giver indkaldelse.
Og eleverne på Støvring Gymnasium er klar til at trække i uniformen - uanset køn.
- Jeg ved godt, jeg før sagde, at 11 måneder er lang tid, men hvis jeg trak det, skulle jeg jo bare gøre det. Mændene har gået igennem det mange år før, så hvorfor kan jeg ikke også det som kvinde?, siger Frederikke Skræm, som er elev på 2.g i Støvring Gymnasium, om ligestillingsforslaget.
- Krig er ikke så meget at ligge og skyde på en slagmark mere, det er også infrastruktur, og jeg tror, der er meget mere hoved i militæret nu end tidligere, så jeg tror kvinderne kan løse de opgaver lige så godt som mændene kan i dag, lyder det fra Rumle Grunwald Falk.
Se hele indslaget herunder: