Èn elev for lidt til statsstøtte: - Så må vi melde os konkurs
Foto: Michael Schmidt
Enya Nielsen (t.v) Christina Nielsen (t.h) Enya er en af de elever, der skal finde en ny skole, hvis skolen lukker til næste år.
Trods en konkurstruet skole, står forældre klar til at melde sine børn ind, så snart de skal starte i skole. Det hjælper bare ikke ret meget, hvis skolen er lukket og slukket efter nytår.
I 12 år har lokale børn haft deres daglige gang på Astrup Friskole og Kammas Børneunivers i Arden, men det kan meget snart være slut.
- Det føles meget frustrerende, siger Lone Gram Kusk, forælder til en dreng i 8. klasse på Astrup Friskole.
Èn enkelt elev kan nemlig gøre hele forskellen, og for Astrup Friskoles vedkommende afgøre, om skolen kan bestå. 32 elever i 0.-7. klasse skal der til for, at en skole kan modtage statslig støtte. Skolen har på nuværende tidspunkt 31.
Det bliver et mareridt at finde en ny skole
Lone Gram Kusk, forælder til elev på Astrup Friskole
Statsstøtten frafalder derfor fra 1. januar 2025.
- Det betyder reelt set, at vi ikke er i stand til at drive skolen videre per 1.1., siger Marianne Thygesen, bestyrelsesformand og forælder til to elever på Astrup Friskole.
De penge, der normalt tilfalder skolen, skal de nu selv forsøge at skrabe sammen. Beløbet lyder på 1,2 millioner kroner. 400.000 kroner af dem skal findes inden årets udgang, og derfor har både forældre og elever taget arbejdshandskerne på. Der har været gang i tombola til byens loppemarked og fællesspisning på skolen, men der skal mere til.
- Vi ved jo godt, at de store penge bliver nødt til at komme ude fra nogle firmaer, siger Marianne Thygesen.
Afgørelsens time
Lykkedes indsamlingen ikke, og skolen må dreje nøglen om, betyder det, at 31 elever skal finde en ny skole.
- Det bliver et mareridt at finde en ny skole. Altså jeg er da helt sikker på, at der findes andre friskoler, vi kan blive en del af. Men taler jeg for mig selv, så har mit barn brug for noget tryghed og stabilitet, og det har han bare fået hernede, siger Lone Gram Kusk.
For de børn der går på friskolen, er det et aktivt tilvalg. Med et begrænset antal elever er der mere tid og plads til eleverne, end der er på en almindelig folkeskole med flere hundrede elever.
- Jeg synes egentlig, at den største grund til, at vi skal beholde den her skole, er, at vi har nogle børn, der kommer til at fungere bedst her. Så det vil være synd for dem, at det her tilbud forsvinder, siger Jens Bjerregaard Manø, lærer på Astrup Friskole.
Derfor har forældrene søgt hjælp fra mange af kommunens lokale virksomheder, der vil give lovninger, der kan indfries, hvis de når op på de 400.000 kroner.
- Hvis ikke vi når derop, så må vi melde os konkurs, og folk får deres penge tilbage, siger bestyrelsesformand Marianne Thygesen.
Kan de høre os på Christiansborg?
Med en konkurstruet friskole er der rakt ud til lokalpolitikerne i håb om, at de kan stille noget op. Fordi selvom at skolen er lukningstruet, er der alligevel flere forældre, der vil melde deres børn ind på skolen, hvis den eksisterer til næste år.
Derfor er der kun tale om et halvt år, hvor skolen ikke lever op til det elevtal, der skal til for at få statsstøtte.
- Det er et af de gode argumenter i forhold til, at skolen kan få lov at få kompensation fra ministeren. At man får et slip på et halvt år, hvor man ikke kan drive skolen, som man ellers har gjort, så det er helt klart noget, vi skal spille meget på, siger Per Husted, folketingsmedlem for Socialdemokratiet.