Regnvejret driller: Kongelig ballet i Rebild er aflyst
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Onsdagens støvregn har gjort scenen for våd til, at danserne kan bevæge sig på scenen uden risiko for at falde.
Blot femten minutter inden showstart har Den Kongelige Ballet været tvunget til at aflyse onsdag aftens gratis forestilling i Rebild Bakker.
Regnvejret har gjort scenen for våd til, at det er forsvarligt for balletdanserne at gennemføre forestillingen - det fortæller balletmester Nikolaj Hübbe.
- Når det regner på sådan en plasticvinyl, bliver den som en skøjtebane. Og når så en danserindes tåspidssko er lavet af papmaché, så... Du kan forestille dig at tage et tørt stykke franskbrød og dyppe det i en spand vand, så suger det alt til sig, og hele skoen går i stykker, forklarer balletmesteren - og uddyber risikoen ved at danse i regnvejr.
- Det er farligt at danse på sådan et underlag for både ledbånd og ligamenter, siger Nikolaj Hübbe.
Forestillingen var gratis for alle, og man regner med, at flere hundrede har taget turen til Rebild for at overvære balletdansernes show. Men de bliver nu desværre mødt af en aflyst forestilling.
På Det Kongelige Teaters hjemmeside har man forinden advaret gæsterne mod, at sommerballetten risikerer at blive aflyst, hvis der regner for meget. Men fordi vejret kan skifte pludseligt, tager man først den endelige beslutning om en eventuel aflysning i sidste øjeblik.
Også på turistinformationen RebildPortens Facebookside oplyser man publikum om, at aftenens show er aflyst.
Hans Jakob Jessen fra Rebild var en af dem, der havde håbet på at få sig en god aften med ballet på scenen - og som nu må gå skuffet hjem. Men ligesom mange af de andre fremmødte var der ingen sure miner.
- Det er da forståeligt under de forhold. Vi var forberedt på, det kunne ske, og jeg tror, alle tager det med et smil, siger han og fortæller til TV2 Nord, at han i stedet vil gå hjem og spise resten af sin medbragte mad.
16 dansere leverer varen
Den kongelige sommerballet har siden 2006 trukket titusinder af danskere til de gratis balletforestillinger. I år når tåspidssko, tylskørt og trikot ud til endnu flere danskere i hele landet.
Denne sommer kan publikum opleve otte små balletter: Grand pas Classique, Hvid pas de deux fra Kameliadamen, Solo og Pas de deux fra 2. akt af Askepot, Pas de six fra Ryamonda og de to helt nye værker Sange uden ord af Nathan Compiano og Duo af Oliver Starpov, samt finalenummeret Tarantellen fra Napoli.
I år deltager 16 dansere: Ida Praetorius, Kizzy Matiakis, Marcin Kupinski, Gregory Dean, Jonathan Chmelensky, Jón Axel Fransson, Ji Min Hong, Stephanie Chen Gundorph, Silva Selvini, Astrid Elbo, Wilma Giglio, Alexander Bozinoff, Guilherme de Menezes, Emma Riis-Kofoed, Mattia Santini og Ryan Tomash.
Her kan du opleve den Kongelige sommerballet
Søndag 09.06.19 kl. 16: Ofelia Plads, København
Mandag 10.06.19 kl. 19: Byparken, Korsør
Tirsdag 11.06.19 kl. 19: Krabbes Grønne Ring, Kjellerup
Onsdag 12.06.19 kl. 19: Rebild Bakker, Skørping
Fredag 14.06.19 kl. 19: HEART, Herning
Lørdag 15.06.19 kl. 19: Sønderborg Slot
Søndag 16.06.19 kl. 19: Anlægget, Billund
Mandag 17.06.19 kl. 19: Kongens Have, Odense
Tirsdag 18.06.19 kl. 19: Fredensborg Slotshave
Onsdag 19.06.19 kl. 19: Torvet, Præstø