REGAN Vest vil på UNESCOs verdensarvsliste
Nordjyllands Historiske Museum arbejder på en ansøgning om at få koldkrigsbunkeren på den berømte liste.
Kulturminister Mette Bock sendte i slutningen af 2017 en opfordring til blandt andet landets museer om at indsende forslag til nomineringer til UNESCOs verdensarvsliste. Den opfordring har Nordjyllands Historiske Museum taget op.
Man arbejder nu på at få en ansøgning gjort klar og sendt til UNESCO.
- Vi er på Nordjyllands Historiske Museum klar over, at det ikke er en nem sag at blive optaget, for vi arbejder i forvejen på at få Danmarks fem ringborge optaget på verdensarvslisten. Til gengæld ved vi også, at en optagelse på verdensarvslisten vil have stor betydning både lokalt, nationalt og internationalt for REGAN Vest, da en sådan anerkendelse er den fornemste blåstempling af anlæggets internationale værdi, siger Lars Christian Nørbach, museumsdirektør, ph.d., Nordjyllands Historiske Museum i en pressemeddelelse.
- REGAN Vest er et exceptionelt anlæg, der i sin funktion, arkitektur, bevaringstilstand og beliggenhed ikke findes mage til andre steder. Turismemæssigt vil en optagelse på verdensarvslisten sætte REGAN Vest og Nordjylland på landkortet, som en helt exceptionel destination, uddyber han.
Regeringsanlæg som dette er ikke et specielt dansk fænomen. Der findes regeringsanlæg i en række europæiske lande, men det har ikke været muligt for Nordjyllands Historiske Museum at finde et andet regeringsanlæg, der hverken i omfang eller autenticitet kommer på højde med REGAN Vest.
Et realistisk bud en afgørelse for, hvorvidt REGAN Vest kan komme på UNESCOs verdensarvsliste, vil tidligst ligge i 2021, vurderer museet.