Prishop: Louise skal betale 475 kroner mere om måneden for varmen
Se historien om de stigende varmepriser i Støvring som tv-indslag.
Kunderne ved Støvring Kraftvarmeværk skal fra årsskiftet betale over 50 procent mere om måneden for deres fjernvarme.
En prisstigning på omkring 475 kroner om måneden. Det er, hvad Louise Boesen fra årsskiftet kan se frem til som fjernvarmekunde hos Støvring Kraftvarmeværk.
Det meldte kraftvarmeværket ud tidligere på ugen.
- Det er jo noget, der går fra mit daglige budget. Det er en ret høj merudgift for mig, som er enlig, siger Louise Boesen, der arbejder som karriererådgiver.
Ikke bare et greb i lommen
Som enlig mor til to hjemmeboende børn er det ikke bare lige et greb i lommen.
- 475 kroner lyder måske ikke af meget, men i forhold til at jeg er den eneste til at dække udgifterne her på matriklen, er jeg da ude at overveje i hvert fald i forhold til min datters SFO, kan jeg sige… kan hun møde senere om morgenen, så kan jeg spare nogle penge der. Jeg skal i hvert fald have kigget mit budget igennem i forhold til at sige: Hvor kan jeg spare tilsvarende henne, siger Louise Boesen.
Stigning i pris på el og gas skyld i problemet
Ifølge driftsleder på Støvring Varmeværk Claus Haparanda skyldes prisstigningerne, at priserne på den el og gas, de bruger til at producere fjernvarmen, er steget kraftigt siden august.
- Groft sagt svarer det til, at hvis en liter dieselolie koster 10 kroner i dag, og den stiger 700 procent, så vil du også alt andet lige få nogle ret store kørselsudgifter. Naturgas købte vi sidste år på de bedste tider til under en krone, og dagsprisen i dag er omkring 8 kroner og 30 øre. Så det er nogle voldsomme hop, siger Claus Haparanda.
Jeg kommer jo ikke til at tjene tilsvarende, så det er en merudgift for mig, der er ret høj som enlig forsørger
Louise Boesen, fjernvarmekunde
Varmeværket må ikke generere overskud, da de er ejet af forbrugerne. Derfor falder priserne igen, hvis priserne på el og gas falder.
- Vi håber da meget på, at vi, ved udgangen af året eller kommende varmeår i 2023 kan komme tilbage til nuværende prisniveau, siger Claus Haparanda.
Håber prisen falder igen
Det hjælper på Louise Boesens bekymringer for fremtiden, at priserne kan blive skruet ned igen om et år.
- Er det så også det, der kommer til at ske realistisk set? Det kan jeg måske stille spørgsmålstegn ved. Men det er da det, jeg kan håbe på, ja, siger Louise Boesen.
De 475 kroner er et priseksempel på et 130 kvadratmeters hus. For en lejlighed på 75 kvadratmeter vil prisen stige med 394 kroner om måneden.