Politiet slog til mod ulovligt gaderæs: To biler beslaglagt
Foto: Privatfoto (Arkiv)
Nordjyllands Politi beslaglagde fredag aften to biler, som kørte ulovligt gaderæs i et industriområde i Støvring.
Fredag aften blev særdeles dyr for to unge mænd, som ikke kunne holde sig i skinnet. Mændene kørte ulovligt gaderæs i et industriområde på Juelstrupparken i Støvring, og her blev de opdaget af Nordjyllands Politi, som indragede begge mændenes kørekort og beslaglagde deres biler.
TV2 Nord kunne fredag fortælle, at der blev kørt ulovligt gaderæs på de nordjyske veje, og at politiet i flere tilfælde måtte se de ulovlige racerkørere lege kispus med dem. Fredag aften lykkedes det dog Nordjyllands Politi at slå til mod det ulovlige og farlige ræs.
Politiet havde taget opstilling i området, hvor det ulovlige gaderæs fandt sted og målte med laser de to unge mænd til at køre mindst 134 kilometer i timen. De to mænd kan nu se frem til en ubetinget frakendelse af kørekortet i omkring et år samt en bøde på 6000 kroner, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Nordjyllands Politi oplyser desuden, at begge biler er blevet beslaglagt, og at den dyreste af bilerne var omkring 200.000 kroner værd. Politiet vil nu anmode retten om, at bilerne bliver konfiskeret, så ejerne aldrig ser dem igen.
Ifølge TV2 Nords oplysninger havde den ene af mændene købt sin bil torsdag, og han nåede altså kun at have den i et døgn.