Politi efterforsker stadig dødsbrand
Nordjyllands Politi efterforsker fortsat dødsbranden, der sent lørdag aften brød ud på en gård på Nørrebjergsvej ved Bælum, hvor et midaldrende ægtepar på tragisk vis omkom.
Det har endnu ikke været muligt for Nordjyllands Politi at fastslå årsagen til branden, da der blandt andet skal foretages brandtekniske undersøgelser.
Undersøgelser, som blandt andet er i gang torsdag.
- Vi arbejder grundigt og minutiøst – og vi holder vores muligheder åbne, når vi efterforsker. Det gør vi, så vi kan afdække både en brandårsag og en dødsårsag samt de nærmere omstændigheder. Og dét arbejde er ofte af længerevarende karakter, fortalte politikommissær Carsten Straszek dagen efter branden, søndag.
Som følge af efterforskningen vil der, ifølge efterforskningslederen, gå længere tid, før politiet kommer med yderligere oplysninger i sagen.