Ny bydel i nordjysk by skaber stadig bekymring
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Nu indkalder Rebild Kommune til et dialogmøde for at få bekymringerne afklaret.
- Når jeg ser de her planer, så tænker jeg, der er tale om et mini City Syd.
Sådan lyder ordene fra Jeppe Hjelm Pedersen, der er medlem af Skørping Erhvervsforening og talsperson for en række lokale, der er bekymrede over en ny strukturplan, som Rebild Kommune netop har haft i høring.
Tidligere kunne TV2 Nord fortælle, at et bydelscenter i et nyt boligområde i Støvring syd med nem adgang til motorvejen, skabte bekymring hos det lokale erhvervsliv.
Nu er høringsperioden afsluttet, og ifølge nogle af svarene, som Jeppe Hjelm Pedersen har delt med TV2 Nord, er Skørping Erhvervsforening ikke ene om bekymringerne.
Strukturplanen ligger op til at opføre 1400 nye boliger, som vil afstedkomme cirka 3000 nye borgere i byen. Derudover indeholder byudviklingen planer om et bydelscenter, som er det, der har fået de lokale i Støvring og Skørping op af stolen.
Erhvervsforeningen er bekymret for, om Rebild Kommune vil anlægge et bydelscenter med mange dagligvarebutikker og andet detailhandel, som så vil betyde, at handlen fra midtbyerne i Støvring og Skørping forsvinder. Det er planen, at bydelscenter-området syd for Støvring skal være 27 hektar, svarende til 270.000 kvadratmeter.
- Så lukker vi midtbyerne, for så vil specialbutikkerne og lignende heller være placeret der. Og der er i min optik ikke grund til at lave byudvikling i midtbyen, hvis man åbner noget nyt syd på, som rykker folk derud, fortæller Jeppe Hjelm Pedersen.
Kommune maner til ro
Rebild Kommune kan dog ikke genkende billedet af, at bydelscentret kan blive forvandlet til et mini City Syd.
- Der er ikke engang truffet en politisk beslutning om, hvad der skal ske derude. Men ifølge lovgivningen, så er det slet ikke muligt at lave noget, der minder om City Syd - hvis vi ville. Så det kommer ikke til at ske, det kan jeg garantere, siger Jesper Greth, der er borgmester i Rebild Kommune (Venstre).
Skørping Erhvervsforening sendte tidligere et brev til kommunen om deres bekymring. Og svaret fra kommunen forklarede også, at der ikke er tale om et storcenter.
Er det ikke svar nok for jer?
- Nej, for det indikerer, at vi har misforstået noget, men jo længere nede i processen vi kommer, jo mere tydeligt synes jeg, det er, at vi ikke har misforstået noget, siger Jeppe Hjelm Pedersen.
- Selvom der er udlagt 27 hektar til bydelscenter, så står der i loven, at vi ikke kan bruge mere end 3000 kvadratmeter på detailhandel, hvis det var det, vi ville, og det tror jeg ikke engang vi vil, siger Jesper Greth.
Ifølge Jeppe Hjelm Pedersen har foreningen ikke noget imod, at det nye område får deres egen dagligvarebutik. Han er dog stadig bekymret for, om området på sigt ville kunne udlægges til endnu flere butikker, fordi rammerne ikke er fastsat.
- Vi er slet ikke imod udviklingsplanerne og boligområderne. Men vi har svært nok ved at fastholde detailhandel i midtbyerne, så vi er nødt til at få skrevet ind, at det er fint med én dagligvarebutik, for det ville vi snildt kunne leve med, siger Jeppe Hjelm Pedersen.
Læs hele interviewet med borgmesteren
Ifølge borgmester Jesper Greth er arbejdet omkring en ny strukturplan for området syd for Støvring noget af det største, de har arbejdet med i kommunen - og nødvendigt, hvis de skal tilgodese de mange tilflyttere, der vrimler til området.
Ifølge Jesper Greth har de derfor også gjort sig umage med strukturplanen.
Kan du forstår bekymringen fra erhvervsforeningen?
Bekymringen skal man ikke tage fra folk, og hvis der er folk, der er bekymrede, så skal vi tage en snak om det. Hele strukturplanen er en helt ny bydel i Støvring, som kommer til, når den er færdig, at indeholde cirka 3000 borgere. Vi forsøger faktisk at gøre os umage med at lave en bydel, som er gennemtænkt.
Af den årsag er vi ved at kigge på, hvordan strukturen skal være. Vi har udlagt et område til det, vi kalder offentlige formål, som i fagsprog bliver kaldt et bydelscenter. I det område skal vi have placeret en ny skole, der kommer formentlig idrætsfaciliteter og andre funktioner, der skal til, for at understøtte så stor en bydel. Det er jo lige så stor en bydel, som der er borgere i Skørping.
Vi har bedt om, at der bliver lavet en trafikanalyse, så vi kan se, hvordan trafikafviklingen bliver. Samtidig har vi bedt om at få en detailanalyse, som skal spille ind i, hvordan så stor en del af byen kommer til at påvirke detailhandlen. Men selvom der er udlagt 27 hektar til offentlig formål, så siger loven, med den størrelse vi har, at det kun er de 3000 kvadratmeter, der må udlægges til detailhandel, hvis det var det, vi ville. Men det er der ikke truffet nogen beslutning om.
Det er det, vi har bedt om at få en analyse og masser data på, netop hvordan det vil påvirke det eksisterende detailhandel - og hvad borgerne har af blik på handel i det hele taget, så vi kan tage en politisk beslutning på et oplyst grundlag.
Så den her lokale gruppe skal ikke være bekymret for, at der pludselig bliver et butikcenter i Støvring Syd?
Det skaber lovgivningen ikke engang mulighed for. Mig bekendt er City Syd 150.000 kvadratmeter, og det der lovgivningsmæssigt er mulighed for derude, er maksimalt 3000 kvadratmeter, og det tror jeg ikke engang det bliver, hvis det bliver - det har vi slet ikke truffet beslutning om endnu.
De her bekymringer om strukturplanen, og den dialog, der har været indtil videre, hvad tænker du om, der har været så meget forvirring omkring det?
Vi har gjort os umage for at lave en involverende og inddragende proces. Til forskel fra tidligere, hvor jeg godt vil erkende, når man har udviklet nogle byområder, så har der måske været lidt knopskydninger, hvor man har lavet lidt hist og pist. Her forsøger vi faktisk at gøre os umage med at lave en strukturplan, der hænger sammen i sammenhæng med det eksisterende. Men vi har selvfølgelig sendt sådan nogle planer ud i høring, vi har haft workshop og borgermøder, hvor vi har inviteret indenfor, så vi synes, vi har gjort os umage - og mange er mødt op, og der er kommet mange høringssvar, og det er vi ved at sætte sammen.
Kan du forstå, de råber op nu?
Helt sikkert. Når vi laver en høringsproces som her, så håber vi, folk kommer op af stolene og giver deres besyv med.
Det er ekstremt positivt, at der er så mange, der har ønsket at forholde sig til det. At vi får nogle kommentarer og bemærkninger, som vi kan tage med ind, det er positivt, og det er det, vi ønsker. Vi vil gerne have de vinkler, for vi kan ikke som politikere tænke det samme som hele kommunen.
Indkalder til møde
Rebild Kommune har tidligere indrømmet, at de har haft dårlig kommunikation omkring bydelscentret. Nu indkalder de alle parter til et dialogmøde for at komme misforståelserne og bekymringerne til livs.
- Der er noget, der indikerer, at når vi skriver sammen, så fungerer det ikke. Så nu sætter vi os ned, og får en drøftelse og lægger øre til, hvad deres bekymring er, og jeg håber, de går klogere derfra, siger Jesper Greth.
Får I ikke jeres ønske opfyldt nu?
- Det kan man godt sige. Og vi har også takket ja, og jeg er spændt på, hvad vi skal høre, hvis jeg skal være helt ærlig, siger Jeppe Hjelm Pedersen.
Der er dialogmøde om sagen den 9. oktober.