Nordjysk gymnasieelev besøger flygtningelejr i Libanon
På søndag tager 16-årige Emilie Lumbye Damkjær fra Støvring til Libanon i tre dage. Her skal hun besøge en flygtningelejr, som er drevet af nødhjælpsorganisationen Røde Kors, og efter sommerferien skal hun som superambassadør for Røde Kors fortælle sine medstuderende om oplevelserne, når hun begynder i 2.g. på Støvring Gymnasium.
16-årige Emilie Lumbye Damkjær fra Støvring Gymnasium skal tre dage til Libanon sammen med syv andre elever, som er ambassadører for Røde Kors’ Gymnasieindsamling på deres gymnasium. De skal blandt andet besøge en flygtningelejr drevet af Røde Kors.
På søndag tager 16-årige Emilie Lumbye Damkjær fra Støvring til Libanon i tre dage. Her skal hun besøge en flygtningelejr, som er drevet af nødhjælpsorganisationen Røde Kors, og efter sommerferien skal hun som superambassadør for Røde Kors fortælle sine medstuderende om oplevelserne, når hun begynder i 2.g. på Støvring Gymnasium.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvordan vilkårene er dernede, og til at opleve, hvordan det er, fordi det er så anderledes i forhold til, hvordan vi har det her i trygge Danmark. Det bliver interessant at snakke med nogen, som lever et liv på flugt og er flygtet fra alt det, de kender, siger Emilie Lumbye Damkjær.
Samler legetøj ind
Emilie Lumbye Damkjær er en af de otte superambassadører, Røde Kors har udvalgt til at tage med på turen til Libanon, som grænser op til Syrien og Israel. Forud for turen har den nordjyske gymnasieelev startet en indsamling.
- Jeg har lavet et opslag i en af byens Facebook-grupper, hvor jeg spørger, som der er nogen, der har noget legetøj, de vil donere. Og det skal jeg da lige love for, at der var. Hold da ferie. Jeg har samlet ind i to timer og er kun halvvejs, så jeg får en masse ting med ned til børnene, fortæller Emilie Lumbye Damkjær.
- Vi er så mega priviligerede
Det bliver en udfordring at få alt det indsamlede legetøj med til flygtningelejren i Libanon, men Emilie Lumbye Damkjær håber, at hun kan fragte det med i toget til København, og at det der kan blive pakket om og komme med, når flyet letter mod det mellemøstlige land.
- Jeg føler, at vi er så mega priviligerede, når vi lever i Danmark, og at vi tager det for givet på nogle punkter. Hvor man kan gøre lidt, der synes jeg, man skal gøre det, siger den 16-årige gymnasieelev.
Røde Kors' Gymnasieindsamling, som Emilie Lumbye Damkjær er ambassadør for, finder sted 6. oktober.