Nordjyder fejrer jul i kalkminer
Julen blev fejret på fornemt vis med 3000 stearinlys i Thingbæk Kalkminer.
Hundredevis af nordjyder besøgte lørdag Thingbæk Kalkminer for at tilbringe 2. juledag med lysfest og sang
De enorme grotter i Thingbæk Kalkminer ved Rebild var lørdag kun oplyst af 3000 tændte stearinlys og sammen med julesang fra Morten Porsborg skabte det den helt rigtige julestemning.
- Det er utroligt hyggeligt og meget større end jeg troede, forklarer Anders Lyhne Olesen fra Aalborg, der i dagens anledning havde taget sine tre piger med på julevandring i grotterne.
Egentligt skulle de have været til julefrokost, men det arrangement blev udskudt en times tid, da minerne var noget større end forventet.
- Jeg var hernede som dreng med mine forældre, men da vi kom herned, var der lukket og så har jeg ikke været her siden. Men det er godt nok hyggeligt og imponerende, siger han og pigerne stemmer i:
Det er utroligt hyggeligt og meget større end jeg troede
- Det er rigtigt fint først at gå rundt hernede og nyde det og så tage til julefrokost bagefter, griner Emma, Christina og Sofie, som indrømmer, at de var noget skeptiske, da Anders fortalte, at de først skulle ned i de gamle miner.
Men de var langt fra de eneste nordjyder, som lagde vejen forbi.
Parkeringspladsen og de omkringliggende veje var komplet fyldt op af parkerede biler fra de mange fremmødte.