Mudder og ømme ben: Trailløbere trodser vejret
Foto: Malthe Birger Jensen (Arkivfoto)
Glade deltagere efter de har krydset målstregen.
Vådt og blæsende vejr gav udfordringer for arrangører af trailløb i Rebild Bakker.
Det er nok et fåtal, der ville beskrive det ideelle vejr til en løbetur som regnfuldt, vådt og koldt. Det var dog, hvad vejret bød på, da løbeentusiaster fra det meste af Jylland søndag begav sig ud i Rebild Bakker.
Vejr og vind og mudder det er bare trail. Det skal man bare tage med, for det er det, der er det fede ved det.
Gitte Allersglimt, trailløber.
Det dårlige vejr havde allerede fra dagens begyndelse medført problemer, da løbsarrangørerne var nødt til at ændre ruten af hensyn til deltagernes sikkerhed.
- Vi var helt inde på, om vi skulle aflyse løbet. Men vi havde lavet så meget, og der var nok en del, der ville møde op alligevel, siger medarrangør af løbet, Anders Revsbech, til TV2 Nord.
For at beskytte deltagerne fra nedfaldne grene og træer blev ruten lavet om til et 2,5 kilometer lang rundstrækning, der gav op til 1.200 højdemeter for de løbere der skulle ud på flest omgange.
"Det er bare trail"
Regnen gjorde også dele af ruten til en stor mudderpøl, der fik trukket enkelte med sig ned ad de glatte stier.
Men trailløb passer til al slags vejr, og mudder er bare en del af det, hvis man spørger Gitte Allersglimt fra Randers, som storsmilende gennemførte ruten.
- Vejr og vind og mudder det er bare trail. Det skal man bare tage med, for det er det, der er det fede ved det, fortæller Gitte Allersglimt til TV2 Nord.
Løbet i Rebild var det femte i Nordjysk Trailcup. Næste løb er Lørdag den 7. marts i Hammer Bakker.