Vild jagt: Motorcyklist ræsede fra politiet
Politiet havde svært ved at fange motorcyklisten, der bragede af sted med omkring 250 kilometer i timen på motorvejen.
Der var ikke meget sod at spore i udstødningen på en polsk motorcykel onsdag eftermiddag.
Himmerlands Politi indledte klokken 16.40 en regulær (bil)jagt ved Roldvej ved Haverslev. Det fortæller politikommissær Lene Laustsen fra Himmerlands Politi.
En af patruljerne fik i første omgang kontakt med den polsk indregistrerede motorcykel med delvist tildækket nummerplade.
- Men motorcyklisten kørte hurtigt fra stedet, lyder det fra politikommissæren.
Efterfølgende fik politiet ikke kontakt til manden i løbet af de 20 minutter, som jagten varede.
Manden kørte på motorvejen i sydgående retning, og politiet vurderer, at han på et tidspunkt susede af sted med 251 kilometer i timen.
Politiet i Himmerland fik hjælp fra Østjyllands Politi i forbindelse med eftersættelsen.
Eftersættelsen sluttede på Viborgvej ved Randers for Himmerlands Politi. Det samme gjorde det for Østjyllands Politi, der heller ikke lykkedes med at fange manden.
- Han slipper væk, desværre, lyder det fra Lene Laustsen.
Motorcyklisten var iført en rød læderjakke og en hummel-rygsæk med grøn skrift på. Kan du lede politiet nærmere, hvem motorcyklisten er, så kan du kontakte dem på 114.