Minkbranchens følgeerhverv mangler afklaring: - Usikkerheden er det værste
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard
Mens den sidste genopgravede mink i dag finder vej til destruktion, står minkbranchens følgeerhverv tilbage med en stadig usikker fremtid.
Bygningerne ligner sig selv på Fodercentralen Limfjorden i Støvring. Men alt andet er ikke, som det var engang. For bare et år siden producerede fabrikken her omkring 1200 ton minkfoder om dagen. Men som bekendt varede det ikke ved.
- Vi havde lukket produktionen, cirka 14 dage efter meddelelsen om aflivning af alle danske mink kom, siger Kim Højland Mortensen.
Han er direktør ved Fodercentralen Limfjorden, og han er nu virksomhedens eneste medarbejder. For et år siden var der 35.
- Det er rigtig hårdt at se sin arbejdsplads falde hen. Her er der blevet produceret foder til mink siden 1964, og så sluttede det fra den ene dag til den anden, siger han, mens han står i den tomme produktionshal, der nu er blevet omdannet til garage for de store blå leveringslastbiler, der ikke har været på vejen siden sidste efterår.
Vi ved ikke, om der går et, to eller tre år, før vi reelt kan lægge dette bag os
Kim Højland Mortensen, direktør, Fodercentralen Limfjorden
Genopgravede mink er en mellemregning
I dag blev de sidste begravede mink genopgravet i Kølvrå for at blive sendt til destruktion på forbrændingsanlæg. Det er et foreløbigt punktum i en sag uden sammenligning i dansk historie. Eller rettere: et foreløbigt komma.
For selvom de fleste minkavlere har fået udbetalt den såkaldte tempobonus, står minkbranchens følgeerhverv tilbage uden udbetaling indtil videre. Og uden vished om, hvornår de kan forvente det.
- Usikkerheden er det værste. Vi ved ikke, hvornår vi kan forvente en udvikling i sagen. Vi ved ikke, hvornår vi får besøg af myndighederne. Vi ved ikke, om der går et, to eller tre år, før vi reelt kan lægge dette bag os, siger Kim Højland Mortensen.
I aftalen om erstatning til minkerervhervet er der afsat mellem tre og fire milliarder til pelserier, fodercentraler og andre følgeerhverv. Men de penge er altså ikke kommet videre i systemet endnu.
- Ligesom minkavlerne venter vi på at høre, hvad vi kommer til at få i erstatning, siger direktøren.
Ventende vurderinger øger udfordringerne
Udsigten til flere år uden en afklaring har også andre konsekvenser.
- Når ting står stille, forfalder det. Så hvordan skal man kompensere virksomhedens værdier, hvis man først kommer og vurderer det om to eller tre år, hvor det jo i sagens natur ikke har samme værdi, som det havde sidste efterår, spørger Kim Højland Mortensen.
Da Fodercentralen Limfjorden var på sit højeste omsatte fabrikken for en halv milliard om året og producerede 174.000 ton minkfoder. Og direktøren har med sine næsten tyve år på matriklen både været med i de gode tider og de knap så gode tider.
- Der var jo ingen, der så det her komme. Et helt erhverv, som har bidraget med milliarder til statskassen, er nu blevet ødelagt, og jeg har svært ved at se det genopstå, siger Kim Højland Mortensen.
Han tror ikke længere, det er realistisk, at han kan følge fabrikken til dørs.
- Jeg ser rigtig meget frem til en afklaring, men jeg stopper selv ved udgangen af 2021, og med det tempo, myndighederne har lagt for dagen, så ser det ikke ud til, jeg kan være med til det sidste, fortæller direktøren.