Matilde havde fri som SOSU, men tilbød alligevel sin hjælp i snehelvede
Torsdag tilbyder hun igen sin hjælp til syge og ældre borgere.
Matilde Johanne Kristensen fra Aarestrup kan ikke beskyldes for at sidde på sine hænder.
For på trods af at have fri fra sit arbejde som social- og sundhedsassistent hos Rebild Kommune, meldte hun sig klar til at rykke ud til ældre eller syge borgere, som grundet vejret kunne stå og mangle hjælp.
Uden tøven.
- Det er nok en arbejdsskade. Jeg arbejder selv i hjemmeplejen.
Et hjælpsomt samfund
På Facebook lagde hun et opslag op, for at tilbyde sin hjælp. Et opslag, som hurtigt blev taget godt imod.
- Jeg tror, at der var tre, som sendte en privatbesked, som gerne ville hjælpe, hvis vi fik meget ind, fortæller Matilde Johanne Kristensen.
Og udover det, var der også assistance at hente, så kælken kunne blive hjemme, skulle hun være rykket ud.
En landmand fra byen var nemlig hurtig til at tilbyde, at han ville komme og hente Matilde og køre hende hen til en borger med brug for hjælp, så hun var sikker på at komme sikkert frem.
Flere nordjyske kommuner har sat nødberedskabet i gang på grund af vejret, som betyder, at ikke akutte borgere ikke får besøg af hjemmeplejen.
Det blev dog hverken nødvendigt med ekstra hænder eller en tur i traktor, for ingen borgere i Aarestrup havde brug for ekstra hjælp.
- Jeg tror, at det har været fordi, at hjemmeplejen kunne komme frem og har været gode til at prioritere at komme ud til dem, der var yderst nødvendige, lyder det fra Matilde Johanne Kristensen.