Mand sigtet for manddrab: Kvinde fundet død i Blenstrup
Tidligt søndag morgen modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om fundet af en død kvinde.
Klokken 07.09 løb en anmeldelse om fundet af en død kvinde ind hos Nordjyllands Politi. Dødsfaldet bliver betragtet som mistænkeligt.
- Hun bliver fundet i noget blod. Man kan ikke umiddelbart sige, om det er noget naturligt, så vi er nødt til at køre hele pakken, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Bent Højgaard.
Den døde kvinde bliver identificeret som den 56-årige kvinde, der boede i huset. I forbindelse med at politiet ankommer på stedet bliver en 62-årig mand, der opholder sig på adressen anholdt og sigtet for manddrab. Han fremstilles i grundlovsforhør tidligt mandag morgen.
- Vi forsøger at klarlægge et hændelsesforløb med dem, der har haft med hende at gøre siden i aftes og i løbet af natten, og så skal hun skal formentlig obduceres i morgen, fortæller Bent Højgaard.
Vagtchefen vil ikke oplyse, hvad forholdet mellen offeret og den sigtede er på nuværende tidspunkt.
Vagtchefen ved ikke, hvor længe de tekniske undersøgelser fortsætter på adressen.