Lucia, levende lys og kemishow under jorden: Se de smukke billeder
3.000 levende lys oplyste Thingbæk Kalkminer allerede fra klokken 11.00 søndag formiddag, før der senere på dagen var underholdning for de mange gæster, der havde valgt at komme.
Lysfest med Luciaoptog og kemishow kaldte de arrangementet i år.
- Vi har solgt 700 billetter, og det er jo rigtig fint sat op imod sidste år, hvor vi solgte 300, fortæller medarbejderen hos Thingbæk Kalkminer Anette Bruun.
- Budskabet er på en eller anden måde kommet længere ud i år.
Det var kun anden gang, at billetterne blev solgt online, og det gav altså over en fordobling i fremmødet til arrangementet, der har været en tradition siden 1980'erne ifølge Anette Bruun.
Klarup Skole Kor var en del af underholdningen, da de sang og gik Luciaoptog i kalkminerne, imens Aalborg Universitet stod for et kemishow i det gamle mineområde under Rold Skov.
- Vi bliver forbavset hvert år over, hvor gode de her piger er, lyder det med et stort smil fra Anette Bruun om koret, der har stået for optoget de sidste mange år.
Nogle vil måske tænke, at Luciadag først er 13. december, og hvorfor så holde det allerede tre dage før.
- Det skal være en dag, hvor folk har fri, og børnene ikke skal i skole. Det er en smuk tradition, hvor vi hvert år finder på ny underholdning, slutter Anette Bruun.