Lars har i 26 år lokket kunder til med skilte - nu er han meldt til politiet

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

En slagtermester i Himmerland har fået påbud om at fjerne reklameskilte for sin forretning.

Lars Schou Andersen har drevet slagterforretning på hovedvejen mellem Aalborg og Hadsund det meste af sit voksne liv - og lige så længe har han skiltet med sin forretning, der ligger små fem kilometer fra Terndrup.

Men nu har han fået et påbud om at pille dem ned.

- Det er godt 26 år siden, jeg startede butikken, og der har været skilte lige siden, så det undrer mig lidt, at vi skal ende ved politiet nu, siger Lars Schou Andersen, der driver en butik med tre ansatte.

Men Vejdirektoratet har en anden udlægning af sagen, og de har mistet tålmodigheden med slagteren. Skiltene er nemlig i strid med Naturbeskyttelsesloven, der forbyder blandt andet skilte i det åbne land.

 - Vi har været i dialog med Lars Schou Andersen siden 2010, så vidt vi kan se, så sagen er ikke ny. Nu er vi altså der, hvor vi har sendt et påbud, siger Laura Sand Pedersen, der er afdelingschef ved Vejdirektoratet.

Slagtermesteren erkender da også, at Vejdirektoratet har loven på sin side.

- Jeg ved godt, at Naturbeskyttelsesloven også gælder for mig, men det er jo svært at drive en lille detailbutik på landet, hvis man skal være fuldstændig usynlig, siger Lars Schou Andersen.

'Tåbelige regler'

De omstridte reklamer er sat op på de læskure, som er sat op til det kvæg, der græsser på markerne omkring butikken det meste af året. Slagteren er lodret uenig i, at hans tilbudsskilte skulle skæmme naturen.

- Det har jeg svært ved at få øje på, for de er lavet rigtig neutralt og passivt i farver, der matcher læskurene. Jeg kunne forstå det, hvis skiltene havde været røde, gule eller grønne og alle mulige farver. Jeg synes jo netop, at jeg tager hensyn, og at det ser ordentligt ud, siger Lars Schou Andersen.

Selvom Vejdirektoratet har forståelse for slagterens problemer, har de ingen mulighed for at dispensere fra loven.

- Vi administrerer jo bare bekendtgørelser og love, og så retter vi ind efter, hvad den gældende lov nu måtte være. I den her sag er vi nu nået til, at et påbud og en politianmeldelse er nødvendig, siger Laura Sand Pedersen fra Vejdirektoratet.

Jeg har eksempler på, at mine skilte har mangedoblet omsætningen på et tilbud

Lars Schou Andersen

Danmarksdemokraternes formand - og medlem af Folketingets udvalg for Landdistrikter og Øer - Inger Støjberg går nu ind i sagen. Hun forlanger skiltereglerne lavet om. Hun mener, at de er i strid med regeringens ønske om at skabe mere liv på landet.

- Der er noget fuldstændig galt, fordi vi ønsker jo, at der skal være et erhvervsliv og dermed også butikker og gårdbutikker på landet. Så duer det ikke, at vi blokerer for en virksomhed med nogle tåbelige regler om, at man ikke må sætte et skilt op. Regeringen siger én ting, men gør noget andet, siger Inger Støjbjerg (DD).

Kan ikke undvære skilte

Lars Schou Andersen er parat til at betale sine bøder - og han regner med at flytte sine skilte tættere på sin forretning, så de måske bliver lovlige. Uanset hvad, føler han sig tvunget til at skilte, hvis han fortsat vil have kunder i sin forretning.

- De betyder rigtig meget for min forretning, når vi laver et tilbud eller kommer med nye tiltag. Jeg har eksempler på, at mine skilte har mangedoblet omsætningen på et tilbud, så dem kan jeg ikke undvære, siger Lars Schou Andersen.

Inger Støjberg vil nu rejse sagen over for flere ministre: Miljøminister Magnus Heunicke (S), der står for Naturfredningsloven, transportminister Thomas Danielsen (V), der er ansvarlig for trafikskiltene og ministeren for landdistrikter og øer Morten Dahlin (V), som har til opgave at fremme livet på landet.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Anamariia Joulié Fragtrup oplever, hvordan hun kan udrette mirakler med lysterapi og healing.

En annonce på nettet blev skelsættende for Anamariia Joulié Fragtrups liv.

Efter perioder med stress, depression og ensomhed, havde hun lyst til at gøre noget godt for sig selv. Noget, der forhåbentlig ville kunne lindre de negative følelser og tanker.

Så da hun faldt over annoncen, der omhandlede behandling med et særligt lysprodukt, blev hun nysgerrig.

- Jeg tænkte, at jeg skulle prøve det, siger hun.

Se ”Englen fra kolonihaven” her – artiklen fortsætter under programmet:

Program: Englen fra kolonihaven

Lysmaskinen Golden Angel havde stor effekt på Anamariia.

- Det virkede som om, jeg havde været ude at løbe et maraton. Jeg var høj af det. Jeg havde så meget energi, og min ensomhed var væk, fortæller 51-årige Anamariia Joulié Fragtrup.

Egen klinik

Faktisk overbeviste seancen hende så meget, at hun selv købte en lysterapimaskine og startede Fremtidens Lysterapi i Aalborg.

Her kombinerer hun lysterapien med sine healende evner.

- Jeg har svært ved at få det ud over mine læber, men det er sådan, det er: Jeg har nogle magiske evner. Jeg vil ikke sige, at de kan helbrede, men det er tæt på, siger Anamariia Joulié Fragtrup.

Mange genkender nok Anamariia fra 'Balladen om kolonihaven' på TV 2.

Hun fortæller, at hun har mange succeshistorier fra sin klinik, men at særligt én har rørt hendes hjerte.

Nemlig historien om Marian Miklagard fra Frederikshavn.

Efter 15 år med kroniske smerter og mistet førlighed på grund af en ødelagt ryg var en førtidspension næste skridt for Marian Miklagard.

- Jeg var afhængig af kørestol og kunne ikke komme ud af hjemmet uden at få hjælp, siger hun.

Efter en behandling hos Anamariia skete der noget nærmest mirakuløst.

Hør Anamariia og Marian fortælle om det her:

I dag har Marian sit eget firma, nemlig Miklagard Coaching, hvor hun hjælper folk med coaching og mindsettræning.

Anamariia Joulié Fragtrup er ikke i tvivl om, at hun er velsignet med særlige evner - og dem har hun tænkt sig at bruge på at hjælpe andre.

- Jeg er jo klokkeblomst. Jeg er den der engel på jord. Jeg kan udrette noget helt særligt, siger hun.

Se ”Englen fra kolonihaven” længere oppe i artiklen eller på TV 2 Play.


Verdens største? Nye detaljer afslører størrelsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Den er meget muligt verdens største vindmølle. Her er detaljerne om den gigantiske vindmølle.

Da dele af en vindmølle i december blev transporteret gennem Midt- og Vestjylland, var der ingen informationer om, hvor stor møllen ville blive.

Møllen skal stå i Østerild på Det Nationale Testcenter for store vindmøller, og nu er detaljer om vindmøllens størrelse endelig blevet offentliggjort. 

På Energistyrelsens hjemmeside er der udstedt et prototypecertifikat til en vindmølle fra Siemens Gamesa, som har produceret den store vindmølle.

Nærmere bestemt er det vindmøllen SG DD-276, der er tale om. Registreringen af certifikatet giver også oplysninger om vindmøllens rotordiameter, samt dens ydeevne.

Den store vindmølle ender med en rotordiameter på 276 meter, hvilket giver et rotorareal på 59.828 kvadratmeter.

Det svarer til cirka 8,5 fodboldbaners areal.

Det står navnet for

SG DD-276 er navnet på den nye store vindmølle. Navnet følger tidligere modellers navgivning.

SG: Står for Siemens Gamesa

DD: Står for direct drive, der er den teknologi, vindmøllen bruger. Modsat mere traditionelle typer vindmøller, der bruger en gearing, bruger færre bevægelige dele.

276: Står for rotordiameteren på vindmøllevingerne.

Verdens største

Der har kun været gisninger om, hvor mange megawatt den store vindmølle kommer til at producere, men også de detaljer fremgår nu på Energistyrelsens hjemmeside.

Tidligere lød meldingen på 21 megawatt, men den store vindmølle kommer til at producere 21,5 megawatt.

I dansk sammenhæng er det en væsentlig opgradering fra den hidtil største vindmølle. Fra Energistyrelsens stamdata over vindkraftanlæg fremgår det, at den størst registrerede vindmølle i Danmark har en kapacitet på 15 megawatt.

I International regi er det også en ordenligt krabat, der er ved at blive samlet i Østerild. 

Ifølge Guinness Rekordbog er den største vindmølle i verden, der er taget i brug, den 16 MW store Mingyang MySE 16 260 fra Kina.

Kinesiske Dongfang er dog lykkedes med at installere en 18 megawatt prototype, som Siemens Gamesa-vindmøllen i Østerild også må regnes for at være.

Desuden pønser kineserne fra Dongfang på en kleppert af en vindmølle med en kapacitet på 26 MW. Denne er dog ikke sat op endnu.

Her kan du se, hvad navhøjde og rotordiameter betyder. Foto: Colourbox / Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Bliver flere hundrede meter høj

Der er ikke en melding om, hvad vindmøllens faktiske navhøjde er. Det kan dog siges med nogenlunde sikkerhed, hvor stor den minimum bliver.

Da TV MIDTVEST fulgte vindmøllens dele til testcentret i Østerild, blev det bemærket, at vindmølletårnet var markeret med metermål. Her blev det vurderet, at navhøjden er cirka 175 meter høj.

Ud fra den observation kan vindmøllens samlede højde beregnes.

Da vingerne har en længde på 138 meter giver det en minimumshøjde på 313 meter. Beregningen har dog visse usikkerheder. 

Den største vindmølle i Danmark har en navhøjde på 163 meter med en vingelængde på 118 meter. Det giver en samlet højde på 281 meter.


Han var så stresset, at øjnene kørte fra side til side - nu er Kapow forvandlet

Foto: Tor Løkken

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Da hunden Kapow blev indleveret til Nordjyllands Internat, var han uopdragen og sky. Nu stortrives han i sit nye hjem.

Da Zarah Bayer foreslog sin mand Kenneth at tage turen fra Frederikssund til Hjallerup for at hente en stresset cockerspaniel på et internat, spærrede Kenneth øjnene op.

I seks år havde Zarah, der er erfaren hundetræner, ledt efter den helt rigtige hund. Formålet var at uddanne den til bombehund.

Kenneth kunne ikke ligefrem se potentiale i en håndsky cockerspaniel, der jagede alt, der bevægede sig den mindste smule.

Selv den mindste nullermand kunne få hunden Kapow til at fare op.

- Jeg tænkte, at Zarah var bindegal. Når man starter med at træne hunde op til det her, gælder det om ikke at have for mange lig i lasten, og han var fyldt med lig, siger Kenneth og fortsætter:

- Jeg syntes, at det var rygende vanvittigt og spild af tid.

Købt under corona

Kapow blev indleveret til Nordjyllands Internat i november 2021 af en ejer, der havde anskaffet ham under coronanedlukningen, og som havde gabt over for meget.

Det var tydeligt at se, at Kapow var blevet trænet forkert.

Men for Zarah var det også tydeligt at se, der var potentiale i den lille ballademager.

- Han var helt tosset. Men der var bare et eller andet, der talte til mig, og så kom han med hjem, siger hun.

Se tredje afsnit af "Dyreinternatet" her - artiklen fortsætter under programmet:

Dyreinternatet (S4:E3)

Den første tid handlede om at give Kapows stressede hoved ro.

Stille og roligt kastede Zarah og Kapow sig over miljøtræning, ligesom han blev introduceret til menneskesøgning.

Hurtigt stod det klart, at Kapow var dygtig og snildt kunne træne det samme som Zarahs anden hund, springerspanielen Funky.

Skulle være bombehund

Oprindeligt var planen som sagt, at Kapow skulle være bombehund.

Zarah var ansat i et vagtfirma og planlagde at bruge ham som et arbejdsredskab.

- Kapow syntes, at det var meget sjovt i starten, fordi han ikke var vant til at blive trænet i noget som helst. Men da det kom til stykket, syntes han faktisk ikke, det var særligt sjovt, siger Zarah Bayer.

Zarah Bayer og Kapow. Foto: Tor Løkken

Her ville nogen måske have skaffet sig af med Kapow for at finde en anden og mere egnet hund til formålet. Men ikke Zarah.

- Det kan jeg ikke. Jeg elsker ham. Han skal være min hund. Derfor træner vi noget, han synes, er kongefedt, siger hun.

Meget elsket

Kapow synes for eksempel, at det er kongefedt at træne redningsarbejde.

Ikke langt fra hans hjem i Frederikssund er der bygget en ruin til VM for redningshunde, og her elsker Kapow at træne menneskesøgning.

Kenneth Bayer må ofte stå model til træningen, og han måtte hurtigt æde sine ord om, at anskaffelsen af Kapow var 'bindegal'.

Faktisk har det vist sig at være en ret genial beslutning.

Kapow deltog nemlig ved DM for redningshunde i 2023 og høstede, hvad der var at høste i begynderklassen.

- Det er vi stolte af. Kapow er verdens gladeste hund, og han er meget elsket, siger Zarah Bayer.


Vild udvikling: Fra to klattede malerier til kunstværker for tusindvis af kroner

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er gået fra et hobbyprojekt til en kæmpestor udstilling.

Det begyndte i 1993 med nogle få akvareller, som en gruppe ildsjæle hængte op i klubhuset. Nørhalne Idrætsforenings kunstforening var skabt. Mere af nød end af kærligheden til kunst.

- Tallene viser, at der bliver flere ældre i fremtiden i Nørhalne, og de spiller nok ikke fodbold, forklarede formanden for idrætsforeningen Henrik Niss dengang til TV2 Nord og fortsatte:

- Sport er vel også en slags kunst.

Det var blandt andet disse to billeder, der startede kunstudstillingen i Nørhalne. Foto: (Foto. Arkiv)

Formålet med kunstforeningen var at lokke borgerne ned i idrætsklubben, selvom de ikke dyrkede idræt, og med tiden greb idéen om sig. Foreningen begyndte at lave en større udstilling i idrætshallen og "Nørhalne viser kunst" var skabt.

Fra hyggeprojekt til gigantisk udstilling

I år 2000 var der 22 lokale, som udstillede deres hjemmelavede kunst og et kvart århundrede senere har det lille hyggeprojekt udviklet sig til en gigantisk kunstudstilling med mere end 60 anerkendte kunstnere fra hele landet.

- Det er en rigtig god følelse, at udstillingen er nået så langt. Vi har et meget højt niveau, og det er både meget erfarne og anerkendte kunstnere og unge, eksperimenterende kunstnere, der udstiller forklarer forkvinde for IFN's Kunstvenner, Trine Schultz.

Louise Jensen med en af sine skulpturer Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Blandt de mange kunstnere finder man i år blandt andet Louise Jensen, der laver små dukkelignende skulpturer baseret på virkelige personer. Skulpturerne laves i en særlig træmasse, og hver figur har sin helt egen historie:

- Den her udstilling er ikke bare noget dillerdaller. Der er virkeligt tale om dygtige kunstnere, der har brugt mange år på at prøve, fejle, forbedre og udvikle deres kunst. Jeg er meget imponeret over, hvor fagligt dygtige udstillerne er, siger hun.

Alt fra smykker over malerier til skulpturer udstilles i Nørhalne Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

8000 besøgende på en weekend

Samme oplevelse har Trine Laursen fra København, der udstiller skulpturer i stentøj inspireret af planteriget:

- Jeg havde hørt fra kolleger, at det er et rigtig godt udstillingsvindue og at der kommer mange gæster heroppe, så jeg blev rigtig glad, da jeg blev inviteret til at udstille heroppe, forklarer hun.

Trine Laursen er rejst fra København for at udstille. Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Antallet af gæster er ganske rigtigt også støt stigende. Fra nogle ganske få lokale i 1993 til omkring 8000 besøgende fra hele landet i denne weekend.

- Jeg tror, at mange kommer, fordi de både kan se en masse spændende kunst, købe noget til deres hjem og så fordi de også kan blive udfordret af nogle af de mere vilde udstillere, slutter Trine Schultz


Tidligere bestyrelse bidrager alligevel til undersøgelse af havnesagen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

De fire tidligere bestyrelsesmedlemmer, som i efteråret nægtede at medvirke i advokatundersøgelsen af Frederikshavn Havn, bidrager i et mindre omfang til undersøgelsen. Efter økonomisk kaos: Udskældt havnebestyrelse vender på en tallerken Tidligere bestyrelse vender på en tallerken i

Det fortæller Leif Midtgaard Pedersen, der sammen med de tre øvrige tidligere bestyrelsesmedlemmer i Frederikshavn Havn, har mødtes med advokater fra Bech-Bruun, som står for advokatundersøgelsen.

- Det vi har kunnet bidrage med, er tidspunkter for nogle ting, og så har vi specifikt bedt dem kigge ind i nogle af de dokumenter, som de har fået i forhold til nogle ting, som vi under deres gennemgang har peget på, at de ikke var gået i dybden med, siger Leif Midtgaard Pedersen.

Se indslaget herover.

Det er byrådet i Frederikshavn Kommune, som har vedtaget, at der skal laves en advokatundersøgelse, som skal klarlægge, hvad der førte til det økonomiske kaos i Frederikshavn Havn, som endte med, at kommunen i maj måned sidste år måtte overtage driften af havnen med en gæld på 1,7 milliarder kroner.

De fire tidligere medlemmer af bestyrelsen afviste i efteråret at deltage i advokatundersøgelsen, da de ikke kunne få adgang til bestyrelsesportalen, som blandt andet indeholdt bestyrelsesreferater og dokumenter med kommunikation mellem havnen og kommunen.

Tusindvis af mails gennemgås

Længere tids dialog mellem advokatfirmaet og de tidligere bestyrelsesmedlemmer førte for nogle uger siden til, at parterne mødtes, og udover at få lejlighed til at kommentere på flere elementer, så har de tidligere bestyrelsesmedlemmer også afleveret materiale til Bech Bruun.

- Det er mails og dele af rapporter, siger Leif Midtgaard Pedersen.

Byrådet i Frederikshavn har netop bevilliget yderligere 400.000 kroner til undersøgelsen, som nu løber op i 2,9 millioner kroner.

Ifølge advokatfirmaet har man haft adgang til et omfattende materiale helt tilbage til 2014.

I en mail til byrådet har Bech Bruun for nylig forklaret, at advokatundersøgelsen tager udgangspunkt i et omfattende skriftligt materiale, der blandt andet tæller udvalgte referater fra møder i havnens bestyrelse fra 2014-2019, og samtlige referater med bilag fra perioden fra 2019-2024.

Advokaterne har også haft adgang til referater fra møderne i både byrådet og økonomi fra hele perioden, og det skriftlige materiale omfatter også havnens regnskaber, budgetter og oversigter over havnens likviditet fra 2014-2024 samt de ansøgninger fra havnens bestyrelse om optagelse af lån, der er behandlet i økonomiudvalget og i kommunalbestyrelsen i perioden.

Det omfattende materiale rummer også adgang til en enorm mængde mails. Advokaterne har kunnet udvælge materiale fra 680.000 mails, som er blev skåret ned til omkring 26.000 mails.

- De har forelagt ting for os. Vi ved jo ikke, om der er ting, de ikke har forelagt. Det virker fair og sagligt, den måde det foregik på, og det var det, som vi var optaget af, siger Leif Midtgaard Pedersen.

Bech Bruun forventes af fremlægge resultatet af advokatundersøgelsen for byrådet i uge ni, og herefter får offentligheden også indsigt i den.