Lang sagsbehandling: Kasper har downs og har ventet et halvt år på at få lov til at bruge egne penge
I april flyttede Kasper Lauesen, der har downs syndrom, ind i en ny bolig på et botilbud for udviklingshæmmede.
Mor søgte om lov til at bruge 40.000 af Kaspers egne penge til møbler, men fik først svar efter et halvt år.
- Det er fuldstændig urimeligt.
Sådan lyder det fra Pia Lauesen, der er værge for sin søn Kasper Lauesen.
I april flyttede Kasper Lauesen, der har downs syndrom, ind i en ny bolig på et bosted for udviklingshæmmede.
Pia Lauesen søgte derfor i marts om at få lov til at bruge 40.000 af Kasper Lauesens egne penge til at købe nye møbler for.
- Den nye bolig var en del større, end den han kom fra. Derfor skulle han nu have spisebord, reol, fjernsyn og en sofa, fortæller Pia Lauesen.
Beskeden fra Familieretshuset var, at der ville være en sagsbehandlingstid på 16-20 uger.
Men efter et halvt år var der ikke sket noget fra Familieretshusets side, og Kasper Lauesen måtte se langt efter at kunne bruge sine egne penge på møbler.
- Jeg ringede ind til dem og sagde, at vi skulle have frigivet penge til møbler, og så sagde de, at jeg skulle skrive, det var vigtigt, så ville de gøre det så hurtigt som muligt. Men alligevel tog det et halvt år – og jeg har ringet op til flere gange, fortæller Pia Lauesen.
Sidste uge fortalte vi på TV2 Nord om udviklingshæmmede Kim Poulsen, der havde ventet ni måneder på at få lov til at købe bl.a. en cykel for sine egne penge.
Efter at have set TV2 Nords dækning af sagsbehandlingstiden, kontaktede Pia Lauesen os med Kaspers lignende historie.
Har du et godt tip?
Denne historie er blevet til på baggrund af et tip fra en bruger.
Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder og send en mail til redaktionen.
Giver afskedigelser i Familieretshuset skylden
Formanden for Foreningen af Faste Værger i Danmark oplever også sagsbehandlingstiden som urimelig.
Han mener, at det til dels skyldes en nylig fyringsrunde i Familieretshuset.
- Jeg tror ikke, det hjælper, at man fra regeringens side for et par måneder siden har besluttet, at der skal spares 100 mand. Derfor synes jeg også, det er en lille smule påfaldende, når man hører retsordførere fra regeringspartier kritisere Familieretshuset, når det jo egentlig er dem selv, de skulle kritisere, siger formand Lasse Hummelhof Frandsen.
Retsordfører Preben Bang Henriksen (V) afviser kritikken:
- Den ventetid vi har i øjeblikket, den er ganske uacceptabel, og det skal der gøres noget ved. Men det letteste og mest umiddelbare at gøre noget ved er jo den procedure, man har bag sagsbehandlingen.
- Det kan jo ikke passe, at et emne af den her karakter skal tage seks måneder at få afklaret.
Kunne ikke vente så længe
For få uger siden fik Pia Lauesen endelig godkendt ansøgningen til at kunne bruge Kasper Lauesen penge på nye møbler.
- Nu skal vi ud at kigge på ny sofa, reol og de ting, han også mangler til køkkenet, siger Pia Lauesen og tilføjer, at det dog ikke er alt, de har kunnet vente så længe på at købe.
- Det har jo været svært for Kasper at forstå. Han ringer hjem og sender billeder af, at han gerne vil have et spisebord. Det har han ventet rigtig længe på, så det, synes vi, var synd for ham. Derfor købte vi et spisebord til ham før tid.
Er opmærksomme på problemet
Familieretshuset har sendt et skriftligt svar til TV2 Nord.
- Vi har i de seneste år oplevet en konstant stigning i antallet af sager på værgemålsområdet, som desværre har betydet, at nogle borgere har måttet vente længere tid end tidligere på at få behandlet deres sag.
- Når vi modtager en sag, afhænger sagsbehandlingstiden af, om vi har de nødvendige oplysninger til at behandle sagen. Vi prioriterer derudover løbende i sagerne, så de sager, som haster mest, bliver behandlet først. Vi forstår godt, at det kan være til gene for de mennesker, der skal vente længere tid end tidligere på at få svar på deres sag.
Familieretshuset er opmærksom på problemet og arbejder for at sikre kortest mulige sagsbehandlingstider.
- Vi er er i gang med at se på, hvordan vi kan forbedre vores kommunikation om sagsbehandlingstider, så man som borger eller værge ved, hvad man kan forvente.