Lærere forstår ikke balladen om Terndrup Skole
Foto: Iben Hedemann
De ansatte på Bakkehusene, der indgår i fusionen med Terndrup Skole, forstår ikke de seneste dages kritik af forholdene på skolen.
Mens politikere og borgere i Terndrup de seneste dage har diskuteret og kritiseret forholdene på Terndrup Skole, har de ansatte på de andre skoler i fusionen, Bakkehusene, forundret fulgt med fra sidelinjen. Bakkehusene består af Bælum og Blenstrup skole, der sammen med Terndrup skole danner fusionen Kilden.
For på Blenstrup og Bælum skole kan man ikke genkende beskyldningerne om dårlig trivsel, store problemer og regulær flugt fra både lærere og elevers side efter fusionen, som TV2 Nord har beskrevet i flere tv-indslag og artikler.
Det fremgår af det læserbrev, som 13 af Bakkehusenes ansatte har skrevet til TV2 Nord.
- Det er med stor undren, at vi har fulgt kritikken af forhold på Terndrup Skole bragt i diverse medier. Det er ikke en kritik, vi i Bakkehusene kan genkende - tværtimod. For tre år siden fik vi ny øverste leder i Bakkehusene, og han fik sammensat et helt lederteam, som vi hurtigt kunne mærke var stærkt, og som satte en målrettet pædagogisk kurs. En kurs vi har fulgt, selvom det i starten kunne være svært at følge med, men som har båret sikker frugt og resulteret i, at eleverne i Bakkehusene har gjort store fremskridt både trivselsmæssigt og fagligt, skriver de ansatte i Bakkehusene.
Fusionen består af skolerne i Terndrup, Bælum og Blenstrup, og her har de nye boller på suppen betydet, at eksamensgennemsnittet er steget fra 4,9 til 8,4 siden 2014, hvor den nye leder trådte til. En udvikling, der ikke ville have været mulig, hvis eleverne ikke trivedes, lyder argumentet.
- Forandringens vinde kan føre mange steder hen. Vi ved om nogen, at en forandringsproces med en ny ledelse kan være svær. Den kræver tid og tålmodighed. Men vi ved også, at der i dén grad sker positive forandringer, når netop denne ledelse, som vi deler med Terndrup Skole, trækker i arbejdstøjet. Der er muligvis udfordringer på Terndrup skole, men disse kan ikke være nye, men må være foranlediget af tidligere forhold. Den øverste leder samt hans lederteam på Terndrup skole har kun været på posten siden august 2016 og har allerede sat
så meget i værk, som vi ved virker, så vi er helt trygge ved, at resultaterne vil komme, skriver de ansatte videre i læserbrevet.
Torsdag den 13. juli kom det ellers frem fra viceborgmester i Rebild Kommune, Allan Busk, at 11 lærere og 30 elever har forladt det, han har kaldt en problemfyldt skole, de seneste to år. Noget, borgmester Leon Sebbelin kaldte et kupforsøg.
Siden har forældre og fremtrædende borgere bakket op om kritikken og krævet, at skolen igen får selvstændig ledelse. Men fra Bakkehusenes ledelse mener man, at de gode virkninger af fusionen skal have lidt mere tid for at slå rigtigt igennem.
- Vi har med tilfredshed bemærket, at bekymringer fra forældre tages alvorligt. Sådan skal det også være, men at klandre fusionen for at være årsag til forholdene, der kritiseres, er usagligt. Lad os nu fortsætte linjen og det gode arbejde. Ledelsesmæssigt er det en sikker og ret kurs med vores kontraktholder som skipper, lyder afslutningen på læserbrevet.