Intercitytog påkørte udlæggerbånd
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Intercitytoget blev skadet ved sammenstødet med udlæggerbåndet.
I morges har et passagertog ramt et såkaldt udlæggerbånd på et arbejdstog på strækningen mellem Hobro og Skørping. Ingen passagerer er kommet til skade. Togtrafikken er klokken 11.30 genoptaget.
Et intercity-tog på vej fra Aarhus mod Aalborg ramte ved 06-tiden i morges et udlæggerbånd på strækningen mellem Hobro og Skørping.
Udlæggerbåndet bruges af et arbejdstog i forbindelse med udlægning af skærver, forklarer Banedanmarks pressevagt, som tilføjer, at der ikke er tale om, at arbejdstoget er blevet ramt af passagertoget, for arbejdstoget holdt i det andet spor.
Ingen passagerer eller togfolk er kommet tilskade ved sammenstødet, men passagertoget er blevet skadet ved påkørslen og skal senere i dag fjernes fra sporet.
- Vi har hjælpevognsberedskab på vej, og Havarikommissionen er tilkaldt, forklarer pressevagten hos Banedanmark.
Der var lørdag morgen indsat togbusser på strækningen mellem Hobro og Skørping, men klokken 11.30 var trafikken igen normal, oplyser Banedanmark.
Passagererne, der var ombord på intercitytoget, er alle transporteret videre.
Der er for tiden et større arbejde i gang på skinneanlægget på strækningen, så det er i den forbindelse, at arbejdstoget har været på sporet.
SE VIDEO FRA UHELDSSTEDET: