Hvorfor står der 12 storke samlet i en nordjysk lille by?
Foto: Jenifer Daniela Laursen / TV2 Nord
Sørup by håber på at kunne vise mere end blot en hyggelig tradition med de mange træstorke.
Når man kører mod den lille by Sørup, der ligger tæt ved Støvring, bliver du mødt at en masse storke midt i rundkørslen. 12 for at være præcis.
De er, som traditionen foreskriver pyntet med både blå og lyserøde sløjfer. Og forklaringen bag er, nok ikke så overraskende, familieforøgelserne i byen.
For siden begyndelsen af året har borgerforeningen markeret, hver gang den nordjyske lille by er blevet en borger rigere.
- Vi vidste i starten af året, at der ville komme fire-fem babyer i det første halvår, og så synes vi, det kunne være sjovt at gøre lidt opmærksom på, at der kom en masse nye herude, fortæller Mia Nielsen, der er medlem af den lokale borgerforening.
Med storken kommer håbet
Foreningen vil gerne vise, at selvom man er en lille by, kan der stadig ske vækst.
- Vi håber på, at det giver noget god omtale, og at dem, der potentielt er ude og kigge efter huse eller steder at bygge, måske vil overveje at komme herud, siger Mia Nielsen.
Og det er ikke kun antallet af nye borgere, der skal op. Der er blevet samlet ind, og foreningen håber på at kunne få forhøjet antallet af legepladser og på længere at sigt en multibane til byen.
- Det er nogle af de ting, der bliver ved med at skabe vækst og gør, at vi kan at lokke folk herud, fortæller Mia Nielsen.
Væksten går ikke ubemærket hen, og byen, der huser 392 indbyggere, er et attraktivt sted at begynde livet som småbørnsfamilie.
Det fortæller Sofie Jul, der selv er tilflytter, og som er en af dem med barn i barnevogn og stork i rundkørslen. Hun er positivt overrasket over livet i landsbyen.
- Der sker noget fra borgerforeningen, og der sker noget i byen, og nu kommer der en hel flok 2024-babyer, så man er også sikker på, at der kommer en masse legekammerater, lyder det
Trængsel i reden
Omtale har der været nok af, og nysgerrige forbikørende holder øje med fødselsraten.
- Det giver en rigtig god snak i byen. Det er den gode slags sladder om, at der kommer nogle nye til herude, siger Mia Nielsen.
Borgerforeningen stopper ikke foreløbig med at sætte storkene op, og der kan hurtigt blive trængt i storkereden.
For inden så længe kommer der ikke bare én, men to storke op i rundkørslen, når et par tvillinger melder sin ankomst.
- Vi ved i hvert fald, at der kommer 14, inden året er omme. Men der kan jo komme nogen i november og december, vi ikke kender til endnu, så vi er lidt spændte på at se, hvor mange vi når op på, afslutter Mia Nielsen.