Hjemmehjælper sigtet for at stjæle fra ældre borgere
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordjyllands Politi har anholdt en 62-årig mandlig hjemmehjælper fra hjemmeplejen i Rebild Kommune. Han er mistænkt for at have stjålet fra nogle af kommunens ældre borgere.
En 62-årig mand er mistænkt for adskillige tyverier mod ældre borgere i Rebild Kommune, hvor han var ansat i hjemmeplejen.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden blev anholdt 5. januar, efter at politiet har efterforsket sagen siden sidst i november sidste år, hvor de modtog en anmeldelse fra en borger, der havde været udsat for tyveri og fået stjålet jubilæumsmønter.
Offeret havde mistanke til en 62-årig mandlig hjemmehjælper, der kom i hjemmet, da han var den eneste, der havde været i borgerens hjem i det tidsrum, hvor tyveriet havde fundet sted.
- Derfor var der mistankegrundlag til, at vi kunne indlede en efterforskning mod den pågældende hjemmehjælper. Den mistænkte blev anholdt på sin bopæl i Vesthimmerland, og han blev sigtet for tyveri, siger politikommissær Mikkel Brügmann.
Fandt smykker i mandens hjem
I forbindelse med anholdelsen ransagede politiet hjemmehjælperens hjem, og her blev der blandt andet fundet mange forskellige smykker i form af fingerringe, en halskæde, et smykkeskrin, sølvtøj og julepynt.
Den mistænkte i sagen nægtede at have begået tyveriet hos den ældre borger, der anmeldte ham, men han erkendte dog, at nogle af de andre effekter, som politiets efterforskere fandt ved ransagningen, var stjålet hos andre borgere i Rebild Kommune.
- Der er tale om kriminelle forhold, hvor man stjæler fra ældre og sårbare personer, som man tilmed har adgang til via sit erhverv. Det er helt uacceptabelt. Derfor er jeg tilfreds med, at vi har anholdt en person i sagen, siger Mikkel Brügmann.
Han tilføjer, at der nu venter et større opklaringsarbejde for at få tyvekosterne leveret tilbage til deres rette ejere.
- Vi er rigtig kede af denne sag
Rebild Kommune ærgrer sig over sagen, men forsikrer, at man som borger kan føle sig tryg ved de medarbejdere, der kommer fra kommunen.
- Vi er rigtig kede af denne sag, men vi er glade for, at det er blevet opdaget, så der kan blive taget hånd om det. Vores medarbejdere i hjemmeplejen er både dygtige og engagerede, og alle borgere kan trygt byde dem velkommen i deres hjem, også fremover, siger Birgitta Sloth Christiansen, der er chef for Center Pleje og Omsorg i Rebild Kommune.
Den 62-årige mand er løsladt efter, at politiet har afhørt ham, men han er fortsat sigtet i sagen, og der venter ham nu et retsligt efterspil.