Her åbner nordjysk virksomhed stor fabrik i Ukraine
Foto: Mekoprint
Det er denne hal, der kommer til at udgøre den nye fabrik.
En krig i Ukraine afskrækker ikke Mekoprint, som i stedet styrker deres produktion i landet.
Selvom det er en usikker tid, vælger Støvring-virksomheden Mekoprint at åbne en ny fabrik i Ukraine. Det er en ny fabrik på 3600 kvadratmeter, som åbner lige ved siden af fabrikkens nuværende omkring 160 kilometer vest for Kiev.
- Udvidelsen betyder, at vi får mere end tre gange så meget plads som tidligere. Vi har længe haft planer om at udvide produktionen i Ukraine på grund af den store efterspørgsel på specialdesignede kabelløsninger, siger Anders Kold, der er direktør i virksomheden.
Om Mekoprint
Har hovedsæde i Støvring.
Udvikler og producerer kundespecifikke komponenter til elektronik- og industrivirksomheder inden for bl.a. medico, automation og green-tech.
Mekoprint koncernen beskæftiger ca. 700 medarbejdere fordelt på ni fabrikker i Danmark, Polen og Ukraine samt et sourcingkontor i Asien til samarbejdet med lokale produktionspartnere
Sikkert at åbne
Mekoprint har tidligere i år valgt at lukke deres nuværende fabrik i landet i seks uger. I den periode flyttede dele af produktionen til fabrikken i Polen. Hvis situationen omkring den nye fabrik bliver kritisk, kan det ske igen.
Men for nu er det ifølge Mekoprint sikkert og hensigtsmæssigt at åbne den nye fabrik.
- Vores medarbejdere har gjort en utrolig stor indsats i en meget turbulent periode. Medarbejderne er naturligvis bekymrede, men de vil meget hellere gå på arbejde end at sidde derhjemme og følge med i nyheder om krigen hele dagen. Vi er meget imponerede over den måde, de har hjulpet hinanden og grebet situationen an på, siger Lars L. Rasmussen, som er divisionsdirektør for Mekoprint Cables.
- Der er ingen tvivl om, at vi har knyttet vores ukrainske kolleger tættere til os, og det har givet os et stærkere sammenhold i hele organisationen, siger Lars L. Rasmussen