Generationsskifte: Jeppe Ugilt bliver ny gruppeformand for Venstre i Rebild
Foto: Venstre Rebild
Venstres nye byrådsgruppe i Rebild Kommune har valgt 35-årige Jeppe Ugilt som ny gruppeformand.
35-årige Jeppe Ugilt har ikke bare klaret at blive en af de største stemmeslugere ved kommunalvalget i sidste uge. På et møde i Venstres nye byrådsgruppe mandag aften blev han også valgt som ny gruppeformand.
Det meddeler lokalafdelingen i en pressemeddelelse.
Jeppe Ugilt afløser Gert Fischer, efter en enig byrådsgruppe pegede på ham, og dermed er der helt officielt sat gang i et generationsskifte i Venstre i Rebild.
- Jeg er glad og stolt over, at de alle sammen har peget på mig. Om det lige lå i kortene, at det skulle blive mig, der overtog gruppeformandsposten, ved jeg ikke, men der var da lagt op til, at der skulle ske et lille generationsskifte. Min dåbsattest halvt så gammel som Gert Fischers. Det er en spændende opgave, der ligger foran mig, siger Jeppe Ugilt til TV2 Nord.
Den nye gruppeformand meldte sig ind i Venstre i marts i år efter at have været løsgænger i kommunalbestyrelsen i Rebild i nogle år. Men at der ligefrem skulle være tale om en kometkarriere, mener han ikke selv.
- Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg har fået et kommunalvalg, der var over forventning, så det ser da godt ud indtil videre, og jeg har alderen med mig. Men det betyder ikke, at jeg dermed automatisk er borgmesterkandidat til næste valg. Det bestemmer medlemmerne sådan set, og jeg skal også bruge de næste år på at mærke efter, om det er noget, jeg har lyst til, siger Jeppe Ugilt.
Den afgående gruppeformand, Gert Fischer, var også med til at pege på Jeppe Ugilt som arvtager.
- Venstre har skabt et fantastisk valgresultat, og Jeppe Ugilt har haft et ekstraordinært godt valg. Jeppe har i sine første fire år i byrådet vist, at han kan og vil samarbejde bredt. Han er altid velforberedt og arbejder målrettet for at skabe resultater, lyder det fra Gert Fischer.
Venstre fik udover fire siddende politikere også valgt fire helt nye byrådsmedlemmer ved kommunalvalget den 21. november.