Faldende medlemstal truer: Nu lokker lokal svømmeklub med særligt tilbud

Der blev svømmet 95.050 meter til dagens arrangement i Terndrup Svømmehal.

- Det er jo blandt andet for at komme på landkortet, og for at få vist, vi er en svømmeklub her.

Sådan lyder det fra træner og bestyrelsesmedlem fra svømmeklubben SMUT i Terndrup, Heidi Gornitzka Olesen.

Svømmeklubben i Terndrup har nemlig haft problemer med et faldende medlemstal. På trods af det formår de at komme tilbage og få nye ting og nye hold oprettet.

Derfor inviterede man søndag svømmeglade gæster gratis indenfor i håbet om at skabe mere fokus omkring den lokale svømmeklub. Det var i forbindelse med, at man deltog i SvømDanmarks årlige arrangement 'Den Store Svømmedag', som man deltog i for første gang.

Selvom arrangementet er en optakt til Danmarks Motionsuge, som starter i næste uge, så skal det også være en hjælp til de lokale klubber med at få nye medlemmer og skaffe penge.

- Jeg tror, vi kommer til at stå stærkere - både i forhold til sammenholdet i svømmeklubben, men også i forhold til at skabe fokus på, at den er her, pointerer Heidi Gornitzka Olesen.

En hjælpende hånd

På trods af at arrangementet er gratis for besøgende, så giver det penge i lommerne på de lokale svømmeklubber.

Hver klub har nemlig sørget for sponsorerer, som sponsorerer svømmerne. Samtidig står SvømDanmark også bag en landsdækkende konkurrence, for hvor mange der hopper i vandet i hver klub, og i hvilken klub der bliver svømmet længst.

- Det her er en af måderne, vi kan gøre det billigere at svømme for dem, som er medlemmer. Det med, at vi kan få samlet nogle sponsorater ind på andre måder, gør en forskel, som kan komme til glæde for medlemmerne, siger Heidi Gornitzka Olesen.

Derudover har svømmeklubben SMUT også arrangeret, at der blandt andet også er præmier til den yngste og ældste svømmer. Alle svømmere får også et diplom for deres præstation.

- Vi skal holde gang i lokalsamfundet

For parret Jette Dam Jensen og Per Bjergene Larsen handler det ikke kun om udsigten til et diplom.

- Jeg trænger i den grad til at få noget mere motion i livet, så det er derfor, jeg er her, fortæller Jette Dam Jensen.

Sammen har de sat målet, at de skal svømme over en kilometer.

- Det er jo også for at støtte op om et godt arrangement, pointerer Per Bjergene Larsen.

Parret kommer ikke selv fra Terndrup, men fra Bælum, men for dem er svømmehallen i Terndrup den nærmeste.

Derfor er de ikke i tvivl om, at de bliver nødt til at støtte op dagens arrangement. Både for svømmeklubben, men også for lokalområdet.

- Vi skal jo prøve at bevare lokalsamfundet og holde gang i det. Hvis ikke vi gør det, så dør det, lyder det fra Per Bjergene Larsen.


Brutalt opgør: Nu løfter vicepolitiinspektør sløret for detaljer om skudepisode

Der er dog fortsat detaljer, som vicepolitiinspektøren ikke kan komme ind på.

Torsdag aften udfoldede der sig et skyderi på Grønlands Torv i Aalborg omkring klokken 21.13. Her blev to personer skudt, og efterfølgende blev seks personer anholdt.

Politiet har allerede bekræftet, at både de sårede og anholdte er tilknyttet lokale bandegrupperinger. Dermed er der tale om et internt opgør i et kriminelt miljø. Derudover var detaljerne fra aftens opgør minimale, men nu løfter vicepolitiinspektør Niels Kronborg sløret for flere detaljer i sagen.

- Der er afgivet fem skud mod et køretøj, hvor de to ofre har befundet sig, forklarer han.

De to sårede er henholdsvis 21 og 25 år gamle, og de er ifølge vicepolitiinspektøren en del af det konfliktscenarie, man har set i Aalborg igennem nogen tid.

- Så de er tilhørende af de her bander i området, siger han.

Derudover kan vicepolitiinspektøren også afsløre, at det er banderne GT og A12, der er tale om. Noget, man ikke kunne fortælle om tidligere fredag.

De to mænd, der blev ramt af skud, blev bragt til sygehuset af et køretøj. Efterfølgende blev politiet kontaktet. De er begge siden blevet meldt udenfor livsfare, og de pårørende er ifølge politiet blevet underrettet.

- Jeg kan sige, at den ene er ramt i armen, og den anden er ramt i kroppen, men begge to har fået mindre skader, og de bliver formentlig udskrevet i løbet af i dag, forklarer Niels Kronborg.

Det skal der ske nu

I øjeblikket afventer politiet, hvorvidt de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør, hvilket vicepolitiinspektøren ikke kan kommentere yderligere på.

Samtidig er det ifølge Niels Kronborg for tidligt at udtale sig om motiv.

- Vi skal ud og have afhørt vidner, vi skal have sikret eventuelt videoovervågning og så videre. Og så vil vi rigtig, rigtig gerne høre fra borgere, som enten har videoovervågning i området, eller har set, hvad der er sket, eller på anden led kan bidrage til vores efterforskning, påpeger han.

Han understreger desuden, at man tager situationen meget alvorligt, da der er tale om skyderi i det offentlige rum.

- Det gør også, at vi øger vores indsats yderligere omkring hele det her miljø. Omkring Grønlands Torvet, Vangen, og hvor vi ellers har set de her problematikker ske. Og det gælder både i forhold til vores efterforskning, vores operative indsats på gaden, og så har vi selvfølgelig også en forebyggelsesindsats, som kører ved siden af, forklarer han.

Kan I forstå, hvis der er nogle borgere, der er utrygge efterhånden?

- Ja, vi kan sagtens forstå, hvis folk er utrygge. Det, man så stadig skal holde sig for øje, er, at det her er et internt opgør i et kriminelt miljø, hvor de går efter hinanden. Så borgerne behøver ikke være bange på egne vegne, men kommer man nu alligevel tæt på sådan en episode her, skal man søge væk og bringe sig selv i sikkerhed. For selvfølgelig er der en risiko, afslutter Niels Kronborg.    


Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Den canadiske energi-gigant Ballard skal spare, og derfor er mange af medarbejderne i Hobro blevet fyret.

Ballard i Hobro fyrer 80 procent af deres medarbejdere.

Det fortæller virksomhedens CEO Jesper Themsen til TV2 Nord.

I alt arbejder 180 medarbejdere i afdelingen i Hobro. De første 50 procent bliver afskediget ved udgangen af 2024, mens de resterende 30 procent bliver afskediget i løbet af 2025.

Det betyder, at der vil være 36 medarbejdere tilbage, når fyringerne er trådt i kraft.

- Markedet trækker lidt. Det betyder, at det ikke går nær så hurtigt med den grønne omstilling, som der er planlagt efter, så vi skal passe på pengene. Vi kører denne besparelse for at sikre vores fremtidige succes, siger Jesper Themsen, der er CEO for Ballard Europe.

36 medarbejdere tilbage

Tilbage vil være 20 procent af medarbejderne på adressen i Hobro, og det er ifølge Jesper Themsen permanent.

- Vi forventer, at Ballard er her i Hobro i mange år endnu, siger han og fortæller, at medarbejderne har taget pænt imod nyheden.

- Der har været et godt miljø omkring vores forhandlinger og diskussioner, og i forhold til processen, er jeg imponeret over, hvor flot medarbejderne har taget det, siger han.

Ballard meldte ud allerede i september, at de skulle spare 30 procent. Jesper Themsen, der er CEO for Ballard Europe, vil endnu ikke udtale sig om, hvad der skal ske med ham fremadrettet. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Indledningsvis lød det, at op mod 85 procent af de ansatte i Hobro skulle fyres. Allerede i september meldte Ballard ud, at de skulle spare 30 procent globalt. Men siden da har det ikke været muligt at få en udtalelse fra Ballard - før nu.

Ifølge Jesper Themsen er der sket fyringer i alle afdelinger globalt.

- Baggrunden for omstruktureringen er et behov for at reducere omkostninger og sikre sund økonomi under de nuværende udfordrende markedsforhold, samtidig med at sikre stærk tilstedeværelse i Europa for at støtte europæiske kunder og langsigtet vækst, siger Jesper Themsen, der pointerer, at driften i Hobro vil fortsætte uændret indtil udgangen af 2024.

Succesen dalet

Ballard Power Systems Europe er en del af et større brintfællesskab i Hobro, som også huser Hybalance og organisationen Hydrogen Valley, som alle beskæftiger sig med Power-to-X, som fremstiller brændstoffer med grøn brint fra strøm og vand.

Tilbage i 2022 lød det ellers, at Power-to-X-virksomheden havde fart på, og desperat stod og manglede flere hænder. Virksomheden har også tiltrukket en del udenlandsk arbejdskraft. Dengang lød det, at der arbejder 16 forskellige nationaliteter på virksomheden i Hobro.

Ifølge Jesper Themsen flytter Ballard flere af aktiviteterne fra Hobro, såsom produktions- og udviklingsaktiviteter, til Vancouver.


Nordjysk profil chokeret over Eriks forsikringsselskab: - Vi risikerer jo, at folk når at dø

Foto: Henriette Maj Pedersen / TV2 Nord

Bjarne Laustsen har opfordret 3F og Erik Schack til at stille på Christiansborg, så beskæftigelsesudvalget kan få sagen belyst.

Erik Schack skal have erstatning.

Det er simpelthen en principiel sag. Så klippefast lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S).

- Vi risikerer jo, at folk når at dø, inden vi får afgjort sagen, tordner den garvede socialdemokratiske politiker.

Onsdag tog sagen om den tidligere falckredder Erik Schack fra Sæby nemlig en opsigtsvækkende drejning, da Tryg efter tre års modvilje til at efterleve en erstatningsdom fra Vestre Landsret har stævnet Ankestyrelsen.

Den i dag hjerneskadede tidligere falckredder, der på tiende år kæmper for at få erstatning, efter han 4. august 2014 blev kaldt ud til en alvorlig ulykke på Strandby Havn, hvor han indåndede giftige dampe, kan dermed spejde langt efter erstatningen.

Er det rimeligt?

TV2 Nord har intensivt dækket sagen, hvor Tryg altså i årevis har nægtet at følge landsretsdommen om at tilkende erstatning. Den seneste udvikling falder Bjarne Laustsen for brystet.

- Jeg vil gerne bede ministeren om et svar på, om det er rimeligt og acceptabelt, at en arbejdsskadesag kan trække så lang tid ud? 

Samtidig har han opfordret 3F og Erik Schack til at stille for Folketingets beskæftigelsesudvalg og foreligge sagen. Det har således været en kamp at få anerkendt sagen som en arbejdsulykke, fordi der var en relation mellem Erik Schack, og de fiskere, som han i sin rolle som indsatsleder hos Falck, blev kaldt ud for at redde.

- Det er jo en enkeltsag, men den er så principiel. Vi ændrede jo tidligere lovgivningen på baggrund af denne sag, så det ikke længere spiller en rolle, om der er en relation eller ej. Det er vigtigt, at folk, der har været i en arbejdsulykke, kan få hjælp, lyder det fra Bjarne Laustsen.

På den skæbnesvangre sommerdag var to fiskere omkommet på grund af giftige dampe fra forrådnede skidtfisk i lasten på en kutter – og en tredje person var i livsfare. Få timer efter redningsaktionen fik Erik Schack det dårligt. Han kastede så meget op, at han fik en rift i halspulsåren. En rift, der udløste blodpropper i hjernen.

Tryg mente dog ikke, at der var tale om en arbejdsulykke, men at Erik Schacks skader var opstået efterfølgende.

Skal følge med

Vestre Landsret afgjorde dog sagen i 2021, hvor Tryg blev pålagt at udbetale erstatning.

- Når det offentlige system har sagt, at sådan er det, skal den private forsikring følge med og acceptere det, som den offentlige myndighed er kommet frem til, mener Bjarne Laustsen.

Han understreger afslutningsvist, at han ikke finder det rimeligt, at det overhovedet er muligt, at man kan stævne Ankestyrelsen, som er sidste retsinstans i disse sager.

TV2 Nord fik onsdag nedenstående svar til sagen fra Tryg.

Tryg: En konpleks skadessag

Hvordan kan I, som en virksomhed med rigtig mange kunder, forsvare, at trække en enkelt sag om erstatning så langt ud?

'Vi har en forpligtelse til at sikre, at skadesagerne bliver juridisk korrekt afgjort. Vi kan oplyse, at det ikke beror på Trygs forhold, at sagen har kørt i så mange år. Vi blev først bekendt med sagen ultimo 2021/primo 2022, og ved modtagelse af sagen har vi forsøgt at fremme den så meget som muligt'.

Hvorfor har I stævnet Ankestyrelsen?

'Generelt kan vi oplyse, at vi skal sikre, at alle nødvendige oplysninger i komplekse skadessager indgår i Ankestyrelsens afgørelse, fx udtalelser fra Retslægerådet eller vidneudsagn. Hvis dette ikke er tilfældet, kan vi stævne Ankestyrelsen for at sikre, at sagen bliver genbehandlet på et fuldt oplyst grundlag'.

3F Midtvendsyssel kalder det for 'uartigt' at sende stævningen direkte til Erik uden om hans advokat. Hvorfor gjorde i det, og hvad mener I om kritikken?  

'Det er Ankestyrelsen, som har pligt til at orientere skadelidte. Hvis skadelidtes advokat ikke er registreret som partsrepræsentant i Ankestyrelsen, sender Ankestyrelsen stævningen direkte til skadelidte. Det er således ikke Tryg, som har fremsendt stævning til skadelidte'.

Tryg oplyser videre, at deres svar skal ses i lyset af, at de har begrænset mulighed for at udtale sig pga. GDPR.

'Det er, som vi tidligere har kommunikeret, desværre ikke lykkedes os at få samtykke til at udtale os i sagen fra Erik Schack, lyder det fra Tryg'.


To personer kørt med traume efter motorcykelulykke

Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Den ene mand var flygtet fra stedet og blev fundet hjemme ved sin far.

Torsdag aften blev to personer kørt med traume, efter de var involveret i en motorcykelulykke på Borgergade i Aalestrup.

Det var en 27-årig mand fra Østerbølle og en 22-årig mand fra Simested, der var involveret i ulykken.

- Vi ved ikke, hvad der præcis er sket, men den ene motorcykel lå på fortovet, mens den anden lå på vejen, forklarer politiassistent hos lokalpolitiet i Himmerland, Monica Olsen.

Fandt den ene hjemme ved far

Da politiet ankommer til ulykken finder de kun den 27-årige mand, der bliver kørt afsted med traume med det samme. Senere finder politiet ved hjælp af vidneforklaringer den 22-årige på farens hjemmeadresse.

- Han har blødende sår i hele hovedet, så han bliver også kørt med traume, forklarer politiassistenten.

Bag på den 22-årige sad der en 23-årig mand fra Aalestrup, der havde slået hånden.

Politiet kender ikke de to mænds tilstand på nuværende tidspunkt.

Ifølge Monica Olsen har politiet en formodning om, at mændene var påvirket under kørslen.


20 squats for en kop kaffe: Virksomhed tvinger medarbejdere i knæ

Hos EasyRecycle bruger de, ligesom flere firmaer, uddannelser og foreninger, denne uge på at styrke den mentale sundhed gennem fysiske aktiviteter.

For tredje år i træk er motionsugen i gang landet over, men for EasyRecycle er det første gang, de er med på vognen.

- Efterhånden som vi kommer i gang og gør noget, så synes medarbejderne, at det er sjovt. Snakken går også på kontoret, griner Jill Lovén, transport- og logitiskkoordinator hos EasyRecycle.

Det var Jill Lovén, der i samarbejde med nogle kollegaer, udarbejdede aktivitetsplanen. Det inkluderede blandt andet 20 squats for en kop 'motionskaffe', englehop for at måtte printe og fem squats for at gå på toilettet.

- Synes man, at kaffen er for dyr, så kan man dele det med en kollega, griner Jill Lovén.

Se indslaget herunder:

'Sæt igang!'

Torsdag bød også på såkaldt palleløb for medarbejderne, der blev opdelt i tre hold. Og der gik ikke længe, før alle havde blod på tanden.

- Er i klar? Sæt i gang, råber Jill Lovén.

Medarbejderne stormede afsted for at fylde pallerne med kasser, der bagefter skulle bindes ind i folie på pallen, som så blev kørt til en lastbil.

- Jeg tror, vi har en vinder, lød det fra Jill Lovén.

Aktiviteterne giver ifølge Jonas Andreas Nielsen noget godt for medarbejderne, også selvom de taber.

Jonas Andreas Nielsen satte stor pris på de aktiviteter, som motionsugen bød på

- Det holder liv i arbejdspladsen og sørger for, at alle får motioneret, sagde Jonas Andreas Nielsen, chauffør og vareopretter hos EasyRecycle.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed har danskere, der er aktive og indgår i fællesskaber, et bedre mentalt helbred.