Emil troede ikke på spøgelser – så hørte han dødsklokken ringe
Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord
Emil Kondrup tager på spøgelsesjagt i Skørping
Emil må holde godt fast i spøgelsesjæger Mikkel Egelund, da de tager på spøgelsesjagt i en historisk bygning i Skørping, hvor mange mennesker er døde.
Se afsnit 1 af sæson 11 af 'Er der nogen?' i bunden af artiklen.
Ding! Ding! En pause og så endnu et ding.
Lyden af en tjenerklokke bryder den larmende stilhed igen og igen. Det mærkelige er bare, at der ikke er nogen, der trykker på klokken.
-Det kan jeg ikke, det her!, lyder det fra en meget skræmt Emil Kondrup, der ligger på en briks på værelse 25 på Skørping Sanatorium.
Rummet er næsten helt mørkt, og det grønne lys fra en elektromagnetisk måler lyser op.
Klokken ringer igen. Emil Kondrup kalder på hjælp, inden han hurtigt rejser sig fra briksen og flygter ud af kameravinklen.
- Du får ikke fjernsyn på det her. Undskyld, men fuck, hvor er jeg færdig, siger han panisk.
Skrig eller vindue?
I dagslys er Skørping Sanatorium en flot og indbydende bygning, som Emil Kondrup kender særdeles godt og forbinder med leg og glæde.
Men da han beslutter sig for at besøge den mere end hundrede år gamle bygning i nattens mulm og mørke for at lede efter spøgelser, er det en noget andet følelse, der rammer ham.
En følelse, der kun bliver stærkere, i takt med at han bevæger sig rundt i de gamle operationsstuer og på de mørklagte gange.
- Hvad var det?, spørger Emil Kondrup.
En svag og pivende lyd har fundet vej til hans øregang.
- Jeg har virkelig brug for, at det var et vindue på første sal og ikke et skrig, siger han.
Men hvad var det?
Bange for mørket
Forud for aftenen på sanatoriet har Emil Kondrups tro på det overnaturlige ligget på et meget lille sted.
Han har aldrig selv oplevet noget uforklarligt, og han har affejet historierne om billeder, der uden grund falder ned fra væggen, når han har hørt dem. Måske fordi det er for skræmmende at tænke på, at der kunne være usynlige kræfter på spil.
- Jeg har lyst til at sige, at jeg ikke tror på det overnaturlige, men måske også fordi det er nemmere at sige, det findes ikke, og gider du snakke om noget andet, siger han.
Men hans frygt for mørket har altid været stor. Helt fra han var lille, kan han huske, at døren til værelset ikke måtte være lukket, når han skulle sove. Det fik dog ikke hans fantasi til at falde til ro.
-Når døren stod på klem, var jeg bange for dørsprækken. Jeg kan ikke tælle de gange, jeg har forestillet mig, at der gik nogen forbi derude, siger Emil Kondrup.
Som voksen er frygten for mørket ikke blevet mindre. Turen fra hoveddøren til bilen efter solnedgang kan stadig den dag i dag skræmme ham fra vid og sans.
- Det er en frygt for, at der springer tossede mennesker frem. Jeg er vanvittig pylret.
Om Emil Kondrups tro på det overnaturlige bliver forstærket, kan du se i programmet lige her: