Emil og Lisa Marie købte et hus, og så gik alt galt
Foto: Michael Guldbrandt Brønnum
Emil Kondrup og Lisa Marie Kongsgaard med døtrene Molly og Vilda.
Med galgenhumor og gåpåmod tager Emil Kondrup og Lisa Marie Kongsgaard enhver tænkelig udfordring op i missionen om at renovere hus.
Se første afsnit af "Kondrup Ka' Os" nederst i denne artikel, og stream alle afsnit ved at klikke her. Serien vises søndage klokken 19.50 på TV2 Nord Salto.
”Alt, hvad der kan gå galt, vil gå galt.”
Sådan lyder en kendt formulering, der går under navnet Murphys Lov. Faktisk dækker Murphys love over en hel perlerække af gruopvækkende forudsigelser.
Nogle af dem er som følger:
Ingenting er så let, som det ser ud til.
Alt tager længere tid, end du tror.
Hvis der er et tidspunkt, hvor det vil være specielt dumt, at noget går galt, så vil det ske på det tidspunkt.
Hvis alt ser ud til at gå godt – så har man tydeligvis overset noget.
I en ny serie på TV2 Nord følger vi parret Emil Kondrup og Lisa Marie Kongsgaard samt deres børn, når de renoverer hus i Skørping. Husprojektet skal dog vise sig at blive et skoleeksempel på Murphys love.
For alt, hvad der kan gå galt, går vitterligt galt… Men lad os lige tage den fra begyndelsen.
Drømmen om en almindelig hverdag
I 2021 besluttede Emil Kondrup og Lisa Marie Kongsgaard sig for at købe hus i Skørping.
Med et budget på to millioner kroner var udbuddet ikke stort, og parret endte med at købe et hus fra 1969 til 1,7 millioner kroner og planer om at renovere.
Svaret var beskedent, da TV2 Nord i begyndelsen af renoveringsprojektet spurgte ind til, hvad drømmen var.
- Drømmen er, at vi kommer i mål, og at vi bor i et dejligt, lille hyggeligt hus, hvor det hele kan løbe fornuftigt rundt, sagde Emil Kondrup.
Intet fancy.
Bare et lille hus, hvor hverdagen løber rundt.
OM HUSET
Beliggende i Skørping
Fire værelser
Bygget i 1969
106 kvadratmeter + 20 disponible kvadratmeter
Det burde da kunne lade sig gøre… ikk’? Men med artiklens intro om Murphys Love i frisk erindring har den kvikke læser måske allerede regnet ud, at så let går det ikke. Langt fra.
Har aldrig fået en flis i fingeren
Lad os først se nærmere på et oplagt spørgsmål: Hvad er parrets forudsætninger egentlig for at kunne renovere et hus?
- Til min fars 40-års fødselsdag gav jeg ham en boomerang formet som en flagermus. Den brugte jeg alle årene i sløjd i folkeskolen på at lave, siger Emil Kondrup.
Læs lige citatet igen. Emil brugte alle årene i sløjd i folkeskolen på at lave en boomerang.
Mens de andre elever ved skoleårets udgang tog deres hjemmelavede, loddekolbe-indbrændte askebægere og fuglehuse med hjem, fik Emil Kondrups boomerang lov til at spendere sommerferien i sløjdlokalet.
- Sådan noget som at have hård hud på fingrene og at få en flis i, har jeg aldrig prøvet før, siger han.
Det var da heller ikke med parrets gode vilje, at de endte med at stå med store dele af renoveringen selv.
Det var tværtimod pludselig en nødvendighed, fordi Emil blev afskediget fra sit job som journalist, kort efter underskriften på købsaftalen var sat.
For som Murphys lov fastslår: Hvis der er et tidspunkt, hvor det vil være specielt dumt, at noget går galt, så vil det ske på det tidspunkt.
Lisa Marie Kongsgaard, der også er journalist, hjemmepassede på det tidspunkt datteren Molly. Så kassen var slunken, og for at få enderne til bare nogenlunde at mødes, flyttede familien hjem til Lisa Maries forældre, mens de renoverede det 126 kvadratmeter store hus.
Og det var ikke bare lige småting, der skulle ordnes. Gulve, lofter, vægge, køkken, badeværelse - alt skulle renoveres.
Tidsplanen skrider
- Det skal bare lige shines op, og så bliver det skidegodt engang, siger Lisa Marie Kongsgaard til Emil Kondrup i første afsnit af serien ”Kondrup Ka’ Os”.
Hun er gennem husprojektet optimisten, som tror på, at planen holder. Første bud på en indflytningsdato er i sommeren 2022, men tidsplanen skrider konstant.
For som Murphys love også nævner: Alt tager længere tid, end du tror. Og ingenting er så let, som det ser ud til.
Den endelige og urokkelige deadline er i november, for en glædelig overraskelse har meldt sig på banen: Lisa Marie er gravid med parrets tredje barn, og hun har termin i netop november.
- Vi er rigtig, rigtig klar til, at huset bliver færdigt. Så snart bad og køkken er klar, tror jeg, vi rykker ind, sagde Lisa Marie Kongsgaard i denne artikel fra juni 2022.
Mus, bier og en indlæggelse
De to førstegangskøbere må dog gang på gang konstatere, at hvis alt ser ud til at gå godt – så har man tydeligvis overset noget.
Der kunne jo for eksempel være mus på loftet. Eller bier i træværket på skuret. Eller stigende materialepriser. Eller en rente, der med faretruende hast bliver højere og højere.
Er man i det morbide hjørne, kunne man også lege med tanken om, at Emil pludselig må indlægges akut på sygehuset for at få foretaget en operation, der gør ham uarbejdsdygtig i seks uger.
Og som kirsebærret på toppen kunne man så tilføje en lillebitte, om end ret afgørende detalje om, at parret til sidst ikke engang ved, om de har råd til at bo i det hus, de har brugt al deres tid og energi på at renovere i et halvt år, fordi priserne er stukket af.
Det lyder jo næsten som den perfekte kombination til at bekræfte loven over dem alle: Alt, hvad der kan gå galt, vil gå galt.
Lige nu kan du komme med på rejsen, som det elskelige par inviterer seerne med på, i serien ”Kondrup Ka’ Os”. Første afsnit finder du lige herunder, og resten kan du streame her.