Efterlysning: Pige antastet i Støvring – politiet søger vidner
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det var ved et stisystem ved søerne ved Mastrupvej i Støvring, at en 15-årig pige mandag aften blev antastet.
Personen beskrives som spinkel af bygning, cirka 180 cm høj og iført grøn army-jakke med hætte. Ring 114, hvis du har oplysninger om sagen.
Mandag aften omkring 22.45, gik en 15-årige pige alene til fods på et stisystem ved søerne ved Mastrupvej i Støvring.
Her blev hun passet op af en ukendt person, der tog fat omkring hende. Hun skubbede personen væk og råbte højt. Herefter løb personen bort fra stedet. Det lykkedes hurtigt pigen at flygte fra stedet.
Politiet efterlyser gerningsperson
- Det er en meget ubehagelig oplevelse. Derfor tager vi anmeldelsen seriøst, og vores efterforskning er i fuld gang: Vi håber, at vi kan få klarlagt, dels hvem personen er, dels hvad årsagen er til, at pigen blev antastet, skriver efterforskningsleder, politikommissær Mikkel Brügmann i en pressemeddelse tirsdag.
Han oplyser også, at Nordjyllands Politi har foretaget undersøgelser på stedet, herunder sporsøg med patruljehunde, ligesom man har afhørt forskellige personer til sagen.
Politiet søger samtidig efter borgere, der har set en person med et signalement, som svarer til ovenstående – eller andre, der i øvrigt har oplysninger i sagen.
Nordjyllands Politi oplyser, at de tirsdag eftermiddag har modtaget få borgerhenvendelser, som de selvfølgelig arbejder videre med, men de søger stadig vidner og andre, der har oplysninger i sagen.
- Hvis man bor i området og har en udvendig overvågning, så kan det ligeledes være meget behjælpeligt for vores arbejde, hvis man gennemser sin overvågning og kontakter os, hvis personen ses på overvågningen, lyder det fra politikommissær Mikkel Brügmann.
Politiet vil fra onsdag være til stede på Støvring Bytorv ved Jernbanegade i tidsrummet 10-14 med den mobile politistation, hvor borgere er velkomne til at henvende sig, hvis de har oplysninger eller spørgsmål i relation til sagen.
Alle informationer i sagen kan gå til politiet på telefon 114.