Byråd i udvandring fra budgetforhandlinger: Fremtiden for plejecentre og skole er på spil
Et flertal i Rebild Byråd arbejder lige nu videre med et budget, der blandt andet betyder omdannelse af flere plejecentre og lukning af mindst én skole for at få økonomien til at gå op.
I Rebild Kommune er byrådet lige nu splittet i to i de igangværende budgetforhandlinger. Venstrefløjen i byrådet forlod i går forhandlingerne, nærmest inden de overhovedet gik i gang, fordi de er uenige i den vej, flertallet, med borgmester Jesper Greth (V) i spidsen, vil med budgettet for de kommende tre år i kommunen.
- Vi oplevede det som om, at der var lagt meget faste rammer for, hvad vi kunne bevæge os indenfor, siger Peter Hansen (S), byrådsmedlem i Rebild Kommune, der igår udvandrede sammen med ni andre byrådsmedlemmer.
Budgetforhandlingerne blev indledt i går, og der skal ligges et stramt budget i Rebild Kommune for at få balance i regnskabet, efter regeringen og KL blev enige om at skære ned for kommunernes budget på grund af stigende priser og høj inflation.
- Vores vej til at få den i balance var en anden, end det de så sig i, siger Jesper Greth (V), borgmester i Rebild Kommune.
Alternativet er skattestigninger
Lige nu arbejder et flertal i Rebild Byråd videre med et budget, der blandt andet betyder omdannelse af flere plejecentre og lukning af mindst én skole for at få økonomien til at gå op, men Peter Hansen og de ni andre byrådsmedlemmer så hellere skattestigninger og et større greb i kommunekassen som løsningen.
- Det er ikke for at slippe for ubehagelige beslutninger, men det er for at tage toppen af presset, som vi er – helt ekstraordinært – under lige nu og her, siger Peter Hansen.
Selvom parterne lige nu er langt fra hinanden, så håber borgmester Jesper Greth alligevel, at man kan nå til enighed. Det forudsætter dog, at kommunen ikke venter længere med at træffe de svære beslutninger.
- Vi er nødt til at skabe en struktur, der gør, at vi får råd og plads til fortsat at udvikle kommunen. Det gør vi kun ved at bruge vores penge rigtigt.
Det endelige budget skal afleveres til oktober.