Byråd i 'terapi': - Man hyrer en børnehavepasser
To eksterne oplægsholdere er hyret ind, som ved det kommende byrådsseminar skal forsøge, at få politikerne til at lære at samarbejde og holde en ordentlig tone.
De nye byråd har endnu ikke været i gang i et år, men alligevel er stemningen allerede på frysepunktet i Rebild.
Mindretallet mener ikke, at flertallet er åbne overfor deres forslag, og det skaber frustrationer. Derfor er der nu hyret to oplægsholdere ind, som skal hjælpe byrådet med at samarbejde.
- Jeg synes, det virker lidt pseudo, at man hyrer en børnehavepasser der skal passe på voksne mennesker, som burde kunne gøre det selv, fortæller Lars Hørsman (L), der er byrådsmedlem, Den Sociale Fællesliste.
Føler sig overhørt
To eksterne oplægsholdere er hyret ind, som ved det kommende byrådsseminar skal forsøge, at få politikerne til at lære at samarbejde og holde en ordentlig tone.
Byrådet er sammensat af et flertal på 15 mandater til Venstre, Konservative og Radikale Venstre, mens de resterende partier har 10 mandater. Og mindretallet føler sig overhørt.
- Når sager kommer på, er de mere eller mindre clearet af i 15-mandsgruppen, og så inviteres vi ind,, og vi kan hægte os på eller stå af. Det synes jeg er meget utilfredsstillende, fortæller Peter G. Hansen (S), der også er byrådsmedlem i Rebild Kommune.
- Samarbejde er der ikke meget af. Jeg synes, der er meget take it or leave it-politik. Det har jeg respekt for, for sådan er demokratiets spilleregler, men jeg synes ikke, man skal snakke om samarbejde, fastslår Lars Hørsman
Plads til forbedring
Borgmester Jesper Greth mener dog, at der er samarbejde i byrådet, men at der stadig er plads til forbedringer.
- Jeg tror, vi allesammen har en lyst til og en ambition om at prøve at nå hinanden mere, end vi har formået indtil videre,
Men både samarbejdet og tonen kan blive bedre ifølge borgmesteren.
- Jeg synes godt man kan være ueninge på en konstruktiv måde, og det siger jeg, fordi jeg har tænkt, at der sommetider er foregået noget i byrådssalen, hvor det har været lige skingert nok.
Hos Lars Hørsman er troen på et bedre samarbejde ikke stor i fremtiden, og det på trods af det kommende byrådsseminar.
- Jeg tror ikke på situationen bliver anderledes af man mødes på Comwell Hotel i to dage og snakker om det.