Børnepasning: Rebild-forældre tilfredse med penge til normeringer
Foto: Bo Storm Madsen
Tirsdag morgen demonstrerede Rebild-forældre foran rådhuset i Støvring. Nu er der tilfredshed med, at politikerne lyttede til protesterne.
Politikerne i Rebild Kommune tilfører tre millioner kroner til bedre normeringer. Et skridt i den rigtige retning, siger talspersonen for gruppen af forældrebestyrelser.
Bestyrelserne for Rebild Kommunes daginstitutioner og dagplejere er tilfredse med, at kommunens byrådspolitikere nu tilfører tre millioner kroner til forbedringer af normeringer på 0-5-års området.
Der var ellers lagt op til, at der ikke skulle tilføres ekstra midler. Det fik repræsentanter for forældrene til at demonstrere foran rådhuset i Støvring tidligt tirsdag morgen, da politikerne var samlet for at drøfte, hvordan næste års budget skal se ud. En demonstration, som altså havde en positiv effekt.
- Vi er da tilfredse med, at de ikke har kørt de foreslåede besparelser. De tre millioner kroner er ikke mange penge per barn, men det er virkelig et skridt i den rigtige retning. Vi har stadig det laveste beløb per barn i Nordjylland, men det her er da den rigtige vej, siger talspersonen for gruppen af bestyrelser, Rasmus Krog Madsen.
Han hæfter sig ved, at politikerne ikke fik gennemført småbesparelser som at indskrænke åbningstiderne og fjerne pædagoger i indskolingen.
- Det var nogle virkelige dårlige ideer, som ville ramme mange, siger Rasmus Krog Madsen.
Ifølge normeringstallene fra Kommunernes Landsforening er der i Rebild Kommune 3,4 børn per voksen i vuggestuerne og 6,1 barn per voksen i børnehaverne. Pædagogernes fagforbund BUPL anbefaler, at der som minimum er tre voksne per barn i en vuggestue og 6,1 barn per voksen i en børnehave.
Følgende indsatser er særligt prioriteret med budgettet:
Investeringer i børn og unge
Der tilføres 3 mio. kr. til forbedring af normeringer på 0-5 års området, heraf 2 mio. kr. fordelt efter socioøkonomi og 1 mio. kr. efter børnetal.
Der er pres på budgettet til specialundervisning og aktuelt gennemføres bl.a. en analyse af taksterne. Der afsættes 1,25 mio. kr. i 2020 og 3 mio. kr. i overslagsårene, der disponeres af Børne- og Familieudvalget til realisering af ny takststruktur.
Fælles Indsats, som sikrer den tidligere og forebyggende indsats for børn i dagtilbud og skoler, bliver et permanent tilbud fra 2020 med fast tilførsel på 0,75 mio. kr. pr. år.
Udgifter til kørsel, særligt til børn i specialklasser og specialtilbud, har været stigende. Området tilføres derfor 2 mio. kr. pr. år.
Børnehaven i Nørager er nedslidt. Der afsættes 9 mio. kr. til ny børnehave i 2021.
Et aktivt liv - sammen
Driften på sundheds- og ældreområdet styrkes med et økonomisk løft på 6 mio. kr. til videreførelse af aktiviteter under værdighedspujlen inkl. aflastningsplads på Ådalscentret samt sikring af indsats ift. mental sundhed.
Som en del af budgetforliget aftales i øvrigt igangsættelse af en analyse omkring det fremtidige behov for pleje- og ældreboliger.
Der er nu i alt afsat 10 mio. kr. til etablering af Menateket i forbindelse med Øster Hornum Hallen i 2022-23.
Fremtidssikring af de fysiske rammer
Der afsættes midler til projektering og realisering af udviklingsplanen for den kommunal ejede centergrund i Støvring Ådale. I 2020 etableres også sikker skolevej fra de eksisterende boliger i Å-dalen via en lukning for biltrafik i den eksisterende tunnel under banen og trafiksikring af vejen til Bavnebakkeskolen.
Derudover afsættes 1,5 mio kr. til en tunnelløsning under Nibevej, der kan sikre børn fra Høje Støvring sikker skolevej.
Arbejdet med at opspore fejlkoblinger og herunder spildevandshåndtering i det åbne land prioriteres fortsat.
Ligeledes afsættes midler til at opfylde et lovkrav om høje byskilte og placering i begge sider af vejen.
For at sikre fortsat attraktive bosætningsmuligheder i hele kommunen prioriteres i 2020 igangsætning af nye udstykninger af boliggrunde i Sørup og Haverslev og i 2021 i Nørager.
Cykelstier opprioriteres med 5 mio. kr. i budgetprioden. Der etableres ny cykelsti imellem Bælum og Terndrup i 2021/22. Cykelsti imellem Hellum og Skørping fremrykkes til igangsætning i 2020.