Beruset 17-årig uden førerret: Smadrede op i bremsende bilist
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST
Søndag morgen kørte en 17-årig op i en anden bilist på Møldrupvej ved Skørping. Det viste sig, at den 17-årige mand ikke havde førerret og samtidig havde alkohol i blodet.
En 17-årig mand kan se frem til en bøde, efter han med alkohol i blodet, uden førerret og den lovpligtige ledsager kørte op i en anden bilist.
Klokken 06:00 søndag morgen blev Nordjyllands Politi sendt til et mindre færdselsuheld på Møldrupvej ved Skørping.
Her kom en bilist kørende ad Møldrupvej mod nord, og pludselig sænkede føreren farten, da der var et mindre sving. Det resulterede i, at bilen bagved kørte direkte op i bilisten.
- Føreren, som sænkede farten, gik ud af sin bil for at konfrontere bilisten. Det viste sig, at der sad en meget ung mand bag rettet, og derfor mistænkte bilisten ham for at være for ung til at have kørekort, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen.
Ifølge vagtchefen tog bilisten, der var blevet kørt op i, den unge mands bilnøgler, og satte sig tilbage i sin egen bil, anmeldte det til Nordjyllands Politi og ventede på at politiet kom.
- Det viste sig at være en meget god idé, for føreren var kun 17 år, og da vi tog en blodprøve viste det sig, at han også var påvirket af alkohol, siger vagtchefen.
Den 17-årige kan nu se frem til en bøde for både at køre uden kørekort, ledsager og være påvirket af alkohol.
Alene det at køre bil uden en ledsager giver en bøde på minimum 3.000 kroner.
Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.