Ambercon lander største ordre i 50 år
Foto: Mette Kristensen
Betonelementfabrikken Ambercon i Støvring lander den største ordre i firmaets historie.
En kæmpeordre til over 100 millioner kroner sikrer beskæftigelse til over 200 medarbejdere langt ind i 2018.
Selvom produktion af betonelementer er en hård branche, er det en glad bestyrelsesformand for Ambercon i Støvring, som i dag jubler over en kæmpeordre.
- Vi har netop indgået den største ordre i fabrikkens 50 årige historie. Ordren, som er på over 100 millioner kroner, er med til at sikre beskæftigelsen for de 200 medarbejdere langt ind i 2018, udtaler bestyrelsesformand Torben Simonsen.
Det drejer sig om leverancen af betonelementerne til et stort boligbyggeri i Aarhus, der hedder Risskov Brynet. I alt skal Ambercon levere cirka 55.000 kvadratmeter væg- og facadeelementer, ca. 40.000 kvadratmeter dækelementer, plsu trappeelementer, bjælker og søjler.
- På virksomheden er alle meget glade og stolte over at få en så stor ordre, der sikrer arbejdspladser i de kommende år, slutter Torben Simonsen.