A og B-hold? Borgere frygter kommune knækker midt over
Flere har været imod skolelukningerne.
Frygten går på, at de små byer bliver affolket.
For bare 30 år siden gik der mellem 250 og 300 elever på skolen i Bælum. Nu er tallet godt 50, og skolen skal lukke.
- Det er jo noget af en nedtur, påpeger formanden for Bælum Lokalråd Henrik Christensen.
Formanden for lokalrådet frygter for områdets fremtid, fordi det østlige Rebild ifølge ham bliver nedprioriteret.
- Alle de der løfter borgmesteren gav om, at vi skal have udvikling i hele Rebild Kommune, hvilket også omfatter Rebild Øst, det var bare tomme ord. Der var ikke indhold i det, siger Henrik Christensen, da TV2 Nord møder ham foran Bælum Skole, der nu snart skal lukke.
Samme situation står den lille by Blenstrup i. Byens skole med omkring 50 elever skal lukke efter dette skoleår.
- Jeg synes, det er lidt tarveligt at bo i øst-Rebild lige nu. Jeg føler, der er et knæk i kommunen, hvor vi bliver glemt lidt, siger Esther Dam Fonsgart, der er med i den initiativkreds, der arbejder på at starte en ny skole i Blenstrup.
Politisk uenighed
Planerne har ligget klar i skuffen længe, for byen var forberedt på sparekniven fra et politisk flertal i Rebild Kommune.
- For det første så er det vores børns trivsel. Vi synes, at vores børn skal have lov til at gå på en skole i lokalsamfundet tæt på deres venner. Vi tror også på, at det er en vigtig faktor i byens udvikling og i forhold til salg af huse i byen, forklarer Esther Dam Fonsgart.
Sandie Jellesen fra den Sociale Fællesliste, der er byrådsmedlem i kommunen, bor selv i Bælum. Partiet forlod budgetforhandlingerne, da skolelukninger af de små skoler kom på bordet.
- Vi mener, der er nogle børn, som trives. Det fungerer fint her, og det fungerer alle mulige andre steder i Danmark, så vi mener ikke, det er for småt. Vi mener, at nærheden er vigtig, og vi mener, at børnenes skolegang skal være et trygt sted, og det får de lokalt, siger Sandie Jellensen.
Se indslaget øverst i artiklen
Partiet mener, at flertallet i Rebild Byråd ødelægger kommunens østlige del ved at lukke skolerne i Blenstrup og Bælum.
- Hele Rebild Øst bliver affolket helt vildt, og med skolelukningerne så er vi vildt bekymrede for, om folk vælger at flytte hertil, pointerer Sandie Jellesen.
Borgmester kommer med forklaring
Manden, der sidder for bordenden i Rebild Kommune, Jesper Greth (V), anerkender, at skolelukningerne får betydning for Bælum og Blenstrup. Alligevel ser han det som det rigtige at lukke skolerne.
- Vi har ikke ment, der går et bæredygtigt antal børn på skolerne, så derfor samler vi dem i Terndrup. Befolkningsprognoserne indikerer heller ikke, der kommer flere børn til byerne, siger borgmesteren i kommunen, inden han gør det klart, at han hilser en friskole velkommen, hvis der måtte komme sådan en.
Søndag blev flere partier enige om en ny budgetaftale for kommunen, og i forliget blev kommuneskatten sat op med 0,5 procent for at skabe 'balance mellem indtægter og omkostninger".
25 procent af de indtægter, der kommer fra skattestigningen skal ifølge borgmesteren bruges på at styrke fritidslivet og lokalområderne, så kommunen ikke knækker over.
I Bælum er formanden for Bælum Lokalråd langt fra tilfreds med beslutningen om, at den lokale skole skal lukke. Ønsket er nu, at skolen i fremtiden kan bruges til noget andet, der kan give liv og håb for fremtiden.
- Jeg appellerer til, at alle kræfter i byen nu står sammen om at få nogle aktiviteter proppet ind i de her herlige bygninger, som er så godt vedligeholdt, siger Henrik Christensen.