800 påskeæg bliver uddelt til ældre i Rebild Kommune
Foto: Rebild Kommune
På plejecentrene i Rebild Kommune venter der beboerne en sød overraskelse. Kommunens køkkenpersonale har sørget for hjemmelavede påskeæg til de ældre.
Tempoet har været højt i produktionskøkkenet i Rebild Kommune de seneste dage. Udover mad til de ældre på plejecentrene, så har personalet også stået for at lave intet mindre end 800 hjemmelavede påskeæg af chokolade og marcipan.
- Det har taget et par dage at lave de 800 påskeæg, og det har krævet ekstra ressourcer, men jeg tror også, det er rigtig godt givet ud. Køkkenpersonalet er glade for, at vi kan gøre noget ekstra her i påsken, siger Brian Pedersen, der er produktionsleder for køkkenområdet i Rebild Kommune.
Påskeæggene er blevet uddelt i dag, tirsdag, og håbet er, at de både vil vække glæde og minder på plejecentrene i kommunen:
- Mad kan sætte minderne i gang, for når vi spiser et påskeæg, så husker vi lige pludselig alt det, vi forbinder med påske. Det kan være, at det sætter en samtale i gang om gækkebreve eller påsketraditioner. Jeg håber i hvert fald, at det giver et smil på læben hos modtagerne, siger Brian Pedersen.
Gør lidt ekstra ud af højtiderne
I køkkenet i Rebild Kommune er det ikke nyt, at der laves noget særligt i forbindelse med en højtid. Til jul sørgede køkkenet for gammeldags slikskåle og til Valdemars dag, der også kaldes kartoflens dag, serverede de nye kartofler og jordbærkager.
- Vi gør altid noget ekstra ud af højtiderne. Det er tænkt som en forsødelse af tilværelsen, så vi prøver at gøre det på en sjov måde og sørger for, at der sker noget andet end normalt. Beboerne skal også kunne mærke, at det for eksempel er påske, og det her er en måde at gøre noget andet, end det, de er vant til i hverdagen, siger produktionsleder Brian Pedersen.
Påskeæggene er lavet med seks forskellige smage, så beboerne på plejecentrene kan både få med Baileys, hindbær, mandel, nougat, kaffe og den klassiske med marcipan.