43-årig fløjet til Rigshospitalet efter brand
Foto: Per Frank Paulsen (Arkiv)
En mand fra Terndrup-området er blevet så forbrændt, at han er blevet overført til Rigshospitalet i Købenahavn.
En brand natten til søndag er endt med, at en 43-årig mand er blevet fløjet til Rigshospitalet i København for yderligere behandling.
På Hedevej i Terndrup var der natten til søndag opstået en brand i et hus klokken 00.17.
Den 43-årige beboer ringede selv 112 og anmeldte branden og bliver bragt til Aalborg Universitetshospital.
- Efterfølgende blev han overført til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet, siger Bent Højgaard, indsatsleder hos Nordjyllands Politi.
Kender ikke årsag
På grund af forbrændingerne har det ikke været muligt for Nordjyllands Politi at snakke med den tilskadekomne.
Man har derfor ikke kunnet fastslå, hvad der har forårsaget branden.
- Umiddelbart er han ikke i livsfare, men det er jo altid et skidt tegn, når man bliver overført til Rigshospitalet, fortæller Bent Højgaard.