Tidligere borgmester mindes prins Henrik: "Særdeles humoristisk og meget folkelig"
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Den tidligere Mariagerfjord-borgmester mindes specielt en hjertevarmende episode med Prins Henrik.
Mariagerfjord Kommunes tidligere borgmester H. C. Maarup (S), der bestred borgmesterposten fra 2007 til 2014, havde i sin embedsperiode fornøjelsen af at møde prins Henrik to gange.
- Jeg oplevede prins Henrik som særdeles humoristisk og meget folkelig, fortæller H.C. Maarup, som også sammen med sin kone havde fornøjelsen af at være værter for regentparret, blandt andet ved en middag på restaurant Da Vinci i Hadsund.
- Det var en stor oplevelse, og prins Henrik var meget humørfyldt og satte sig præg på stemningen, husker H.C. Maarup, som også husker især én anden oplevelse med prins Henrik under besøgene.
- Vi skulle modtage regentparret, som var om bord på Dannebrog, og da de kommer ned ad trappen fra kongeskibet, går jeg ved siden af dronningen, mens viceborgmesteren går bagved sammen med Henrik. Vi går langs med kajen, der naturligvis er fyldt med folk, som vinker og hilser på. Da vi når enden af folkemængden og skal til at vende om for at gå tilbage mod Dannebrog, får Henrik øje på en større gruppe af kørestolsbrugere, som sidder og kigger på i udkanten af folkemængden. Henrik fanger den med det samme og råber straks meget bestemt: ”Videre Margrethe, videre Margrethe!!”, fortæller H.C. Maarup.
Den tidligere Mariagerfjord-borgmester tilføjer, at det var hans oplevelse, at prins Henrik havde et særligt godt blik for den slags folkelige situationer.
Prins Henrik døde tirsdag aften klokken 23.18. Her sov han stille ind på Fredensborg Slot, omgivet af dronningen og sine to sønner. Prins Henrik var indtil kort før sin død indlagt på Rigshospitalet. Her var han kommet til 28. januar efter at have afbrudt en rejse til Egypten.
Efter indlæggelsen kom det frem, at prinsen havde en godartet tumor i sin venstre lunge, og at han blev behandlet. Fredag i sidste uge blev meldingen fra Kongehuset ændret til, at prinsens tilstand var "alvorligt forværret", og tirsdag aften afgik han så ved døden.