Kernen kigger nærmere på historisk kriminalsag fra Nordjylland
TV2 Nord er med, når TV2 Play dykker ned i en af landets mest omtalte retshistorier; nemlig historien om den unge nordjyde, der planlagde masseskyderier på flere skoler.
Der bliver gravet et spadestik dybere, når TV 2 PLAY søndag aften sætter fokus på en af landets mest omtalte kriminalsager, nemlig sagen om den unge mand fra Hobro, der i starten af februar blev kendt skyldig i at have planlagt masseskyderier mod en række skoler og daginstitutioner i Nordjylland og Østjylland.
Det sker i programmet Kernen, der er et aktualitetsformat, som hver uge ser nærmere på en af de største nyhedshistorier fra ind- og udland.
Denne uge handler det om den 27-årige mand, der gennem længere tid i detaljer planlagde, hvordan han ville slå en række børn og unge ihjel.
Manden blev 3. februar i år idømt en anbringelsesdom på psykiatrisk afdeling.
En historisk sag
Det er en historisk og omfangsrig sag, som TV2 Nords reporter og redaktør Jesper Christiansen har arbejdet intenst med gennem flere måneder.
Det er også ham, der i søndagens udgave af Kernen fortæller historien, der begyndte 14. december sidste år, da Nordjyllands Politi meddelte, at en 27-årig mand var anholdt og sigtet for at planlægge skoleskyderi.
Manden blev anholdt på sin bopæl i Hobro efter en langvarig og intens efterforskning, og det var politiets opfattelse, at man dermed havde forhindret, at planlagte skoleskyderier ville blive udført.
Historien vakte røre ikke blot i Nordjylland, men sendte chokbølger gennem hele landet.
For det hører til sjældenhederne i Danmark, at der planlægges og udføres skoleskyderier.
TV2 Nords Jesper Christiansen er blandt de få journalister, der har gravet ned i baggrunden for den 27-årige mands adfærd, ligesom han har brugt timer på at formidle gruopvækkende tanker, som den unge mand havde i forbindelse med planlægningen.
En planlægning, der viste sig, at gå mange år tilbage.
Det er også Jesper Christiansen, der har fulgt sagen fra retslokalet, hvor sagen begyndte 17. januar i Retten i Aalborg og sluttede med dommen i starten af februar.
Stream fra søndag
I streaming-programmet Kernen kan seerne komme endnu tættere på det arbejde, der ligger bag afsløringerne af den nu dømte, historierne om det mørke internet og såkaldte incels-miljøer.
Kernen kan ses på TV2 News og TV2 Play søndag klokken 19.20 og på TV2 tirsdag klokken 22.45 - eller snigpremiere her.
- Vi oplever et behov for at kunne folde en nyhedshistorie mere ud i netop et streamingunivers. For nogle nyheder gælder det, at man måske kun har set overskriften, men bagved ligger der ofte en større og dramatisk fortælling, som vi vil forsøge at formidle. Forhåbentlig kan vi på den måde give baggrund, perspektiv og en større forståelse af nogle af de historier, som fylder i nyhedsbilledet, siger Marie-Louise von Holstein, der er chefredaktør med ansvar for blandt andet nyheds- og aktualitetsindholdet på TV 2 PLAY.