Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Interneteksperter frygtede, at 28-årig ville tage så mange som muligt med sig i sit selvmord

Foto: TV2 Nord

Christian Skettrup til venstre er digital efterforsker ved foreningen Digitalt Ansvar, og Christian Mogensen til højre er specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik.

To interneteksperter, som onsdag var vidner i landsretten, var bekymrede for, hvad den 28-årige mand fra Hobro kunne finde på.

Det såkaldte incel-miljø blev onsdag en vigtig del af ankesagen i Vestre Landsret i Aalborg, hvor en 28-årig nordjyde er tiltalt for at ville planlægge og udføre et eller flere masseskyderier.

Den 28-årge var selv velbevandret i særligt et incel-forum på internettet, hvor han i en periode på lige over to år skrev næsten 6.000 indlæg.

Det er også i forbindelse med hans ageren i det incel-forum og andre fora, at to interneteksperter, som de første, bliver opmærksomme på den 28-årige mand fra Hobro.

Særligt et opslag om danske studiner fik Christian Skettrup, der er digital efterforsker ved foreningen Digitalt Ansvar, til at rette sin opmærksomhed mod den tiltalte nordjyde. I sidste ende, er det den tiltaltes opslag på incel-fora, der fik Christian Skettrup til at anmelde den tiltalte nordjyde til politiet i juni 2020.

- Det her er den først og eneste, jeg har anmeldt, sagde Christian Skettrup i landsretten.

Det samme opslag om danske studiner fik også specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik Christian Mogensen til følge nøje med i de tiltaltes indlæg på de forskellige fora på internettet, fordi den tiltalte var den første incel, han havde opdaget, med dansk baggrund.

HVAD ER INCELS?

Incels er typisk unge mænd, som ser sig selv ude af stand til nogensinde at komme i nærheden af muligheden for at opnå en romantisk eller seksuel relation, og de ser sig selv defineret i kraft af den ufrivillige cølibat.

De unge mænd føler, at de er blevet nægtet adgang til ungdomsmiljøet med fester, venner og sex, derfor undergår de en proces, hvor de i stedet for at have ondt af sig selv flytter deres tanker og følelser til at være vrede på andre.

Incels opdeler verden i Chads og Stacys – og så er der incels. Chad er den flotte, smarte fyr, og Stacy den flotte, smarte kvinde, som Chad let kan score og have sex med, hvis han har lyst. Incels er det modsatte af Chad. De ser sig som så grimme og genetisk utilstrækkelige, at ingen Stacys vil have sex med dem.

Massemordere bliver idoliseret på incel-fora

Incels er for nylig også at finde på PET’s terroranalyser, og i særligt USA og Canada har selvudnævnte incels stået bag flere grusomme masse- og skoleskyderier.

Flere masseskyderier, som er begået af selvudnævnte incels, er ofte end i, at massemorderen selv er blevet skudt eller har skudt sig selv. Det var blandt andet tilfældet, da den selvudnævnte incel Elliot Rodger dræbte seks mennesker og sårede 14 nær University of California, inden han begik selvmord. 

Det samme da Adam Lanza, der bliver forherliget i incel-fora, dræbte 26 mennesker helt ned til seks til syv års alderen, inden han skød sig selv. Derfor bekymrede det Christian Mogensen, da den tiltalte i et incel-forum og andre fora begyndte at skrive om selvmordstanker.

- Jeg har tidligere argumenteret for, at det ikke skal kaldes et masseskyderi, hvor gerningsmand selv dør, men et selvmord, hvor man tager så mange som muligt med sig. Da jeg blev bekymret for den tiltaltes indlæg om selvmord var det fordi, der kunne være en risiko for, at det kunne ende med at gøre skade på andre, sagde Christian Mogensen i landsretten.

GÅR DU MED SELVMORDSTANKER?

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.

Telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05

Netrådgivning alle ugens dage på www.skrivdet.dk

Chatrådgivning for at se åbningstider og for at chatte, gå ind på www.livslinien.dk

Den tiltalte skrev flere gange både i et incel-forum og i et forum omhandlende selvmord og selvmordstanker, at han overvejede at tage sit eget liv. Det sammenfattet med, at Christian Skettrup på et incel-forum havde fået den opfattelse, at den tiltalte havde adgang til våben, gjorde ham nervøs.

- I incel-miljøet har man før set personer med tilknytning til miljøet begå massedrab, og i miljøet er det bedre at tage livet af sig selv, hvis man kan tage andre med i faldet, forklarede Christian Skettrup i landsretten.

SKOLESKYDERI I INCEL-MILJØETS NAVN

Antipatien mod resten af verden har i nogle tilfælde ført til, at nogle incels har udført grusomme handlinger i incel-miljøets navn.

Første gang incel-miljøet trak negative overskrifter var i 2014, hvor den selvudnævnte incel Elliot Rodger dræbte seks personer og sårede yderligere 14 ved University of California. Han havde forinden lavet en form for manifest i en lang video, som han lagde på YouTube, hvor han fortalte om sine motiver til angrebet. Han ville straffe de kvinder, som han både begærede og foragtede, og de seksuelt aktive mænd, som han misundte.

I december 2012 skød og dræbte Adam Lanza 26 mennesker, hvoraf 20 var børn på en skole i USA. Han har ikke erklæret sig som værende incel, men han bliver ofte hyldet i incel-fora på nettet. Hans motiv var modsat Elliot Roger ikke at straffe kvinder, der ikke ville have sex med ham, men derimod at gøre så meget skade som muligt.

- En typisk ting for mange incels og for mange incel relaterede angreb er, at de på et tidspunkt ophæver den personlige relation, det handler ikke om, hvem han kendte, eller hvem han oplevede, der gjorde ham ondt, det bliver et angreb på samfundet som hele, og det betyder typisk, at de har kigget på, hvor kan jeg gøre mest skade, hvor kan jeg skabe mest ulykkelighed for at hævne den ulykkelighed, de selv synes, de har oplevet, har specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik, Christian Mogensen, tidligere fortalt til TV2 Nord.

Massemordere og forældre

De to interneteksperter blev under deres vidneafhøring vist flere indlæg, som den tiltalte har skrevet i forskellige fora på internettet. 

Den 28-årige var særligt aktiv på et incel-forum, men han var også velbevandret på andre fora herunder et omhandlende massakren på Columbine High School, hvor den grufulde handling nysgerrigt bliver diskuteret.

Få måneder inden politiet første gang besøger den tiltalte og ransager hans lejlighed i juni 2020, skriver han et opslag på forummet omhandlende massakren på Columbine High School i midten af april 2020, hvor han spørger om massemordere har tænkt på, hvordan deres handling kunne påvirke deres forældre.

28-ÅRIG ER TILTALT FOR AT PLANLÆGGE MASSEKSYDERIER – SAGEN KORT

I februar 2022 blev en 28-årig mand fra Hobro ved byretten i Aalborg kendt skyldig i at planlægge at dræbe en eller flere personer ved et eller flere skyderier på en eller flere bestemte skoler eller uddannelsesinstitutioner.

Den 28-årig ankede dommen, og derfor er sagen nu taget op igen i Vestre Landsret i Aalborg, hvor den kører som en ankesag.

Både i landsretten og i byretten nægtede den 28-årig sig skyldig og derfor går han og hans forsvarer efter, at den 28-årig nordjyde bliver frifundet i landsretten. Hele vejen igennem har den 28-årige nordjyde forklaret at det hele blot var en fantasi, som han ikke ville virkeliggøre.

I en periode på omkring tre år har den tiltalte 28-årige nordjyde skrevet på et over 150 sider langt manifest, hvori han beskriver sit ønske om at udføre et masseskyderi – en dag han har kaldt V-day (vengeance day, red.) – ligesom han også beskriver planlægningen af masseskyderiet i sit manifest.

I manifestet står der også, at den 28-årige af to omgange har været på rekognosceringstur i Aarhus. Første gang var i april 2018, hvor den tiltalte blandt andet var inde på Aarhus Statsgymnasium. I maj 2018 var den tiltalte igen på rekognosceringstur i Aarhus, denne gang var han inde på Aarhus Universitet, og flere gange har han også været inde på SOSU Østjylland i Aarhus. På sin computer skulle han ifølge politiet have søgt på yderligere mere end 50 skoler.

I sit hjem i Hobro havde den 28-årige to pistoler, som han lovligt måtte opbevare i våbenskab i sit hjem, fordi han havde været medlem af en nordjysk skytteforening i mere end to år. I den tiltaltes hjem fandt politiet også mere end 850 patroner, såkaldt taktiskbeklædning samt en stor Bowie kniv.

Derudover var den 28-årige en del af incel-miljøet, hvor han var særdeles aktiv på et internet forum i periode på to år og helt frem til sin anholdelse. Selvudnævnte incels står bag flere masseskyderier i USA og Canada.


Statsminister klar til kamp: Vil kæmpe for nordjydernes tillid

Foto: Hans-Christian Lauritzen, TV2 Nord

Statsministeren sparkede for alvor gang i kommunalvalgkampen i Aalborg, og hun ved godt, at der skal knokles.

- Vi føler os ikke sikre på noget, så vi kommer til at kæmpe for alle danskeres tillid og alle aalborggenseres tillid. Det er også derfor, jeg allerede nu er i gang med kommunalvalgkampen her i Aalborg,

Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S), da TV2 Nord fanger hende, efter hun har uddelt roser på Nytorv i Aalborg.

Meningsmålingerne er lige nu elendige for Mette Frederiksens regering, og samarbejdet mellem Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet får masser af kritik i befolkningen.

Spørgsmålet er derfor, hvad det kommer til at betyde for kommunal- og regionsrådsvalget 2025. Det første lokale valg siden folketingsvalget i 2022.

Dengang fik nye partier stor succes, og vi endte med den nuværende regering med Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet.

- Jeg tror ikke, der er noget, der er sikker mere i politik, fordi det er en meget urolig verden, og danskere vælger og stemmer anderledes end før, forklarer Mette Frederiksen.

Der var næsten kø for at blive fotograferet med statsministeren. Foto: Hans-Christian Lauritzen, TV2 Nord

'De er så kloge'

Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen er helt enig i, at der i disse år bliver skabt en hel ny politisk virkelighed i Danmark, og at vi ved kommunalvalget næste år kommer til at se, hvilken betydning det får i kommunerne.

- Vi ser mere og mere ude i de større kommuner, at de landtendenser der er, de smitter også af på de store kommuner, men jeg håber også, at man kigger tilbage på, hvad har borgmesteren, og hvad har Socialdemokratiet gjort lokalt, siger Lasse Frimand Jensen, der dog ikke er bange for, at landspolitikken smitter af på lokalpolitikken.

- Dem, der bor i vores kommune, de er så kloge til at se forskellen på, hvad der er lokalt, og hvad der er nationalt, smiler Lasse Frimand Jensen.

Den seneste meningsmåling fra 11. november i år viser laveste opbakning nogensinde til Mette Frederiksens flertalsregering, der står til at miste 30 mandater, hvis der var valg i dag.

- Vi stod heller ikke ret godt i meningsmålingerne forud for det sidste folketingsvalg, og der gik det godt set med socialdemokratiske briller. Ikke mindst heroppe i Nordjylland, pointerer Mette Frederiksen.

Se hele interviewet med statsminister Mette Frederiksen.

Ved godt, der skal knokles

Venstre sidder på ni af 11 borgmestertaburetter i de nordjyske kommuner. Socialdemokraterne har de sidste to, og begge steder skal der vælges en ny borgmester i forhold til seneste valg i 2021.

I Aalborg har Lasse Frimand Jensen allerede taget over for Thomas Kastrup Larsen, og i Frederikshavn er den nuværende borgmester Birgit Hansen gået af.

- Alle ved jo, at Birgit fik helt vildt mange stemmer, og hun var nummer et stemmesluger i hele landet. Nu er vi så klar til at tage handsken op og kæmpe for en fornyet omgang i Frederikshavn, men selvfølgelig har det en betydning, når en så vellidt borgmester takker af, siger Mette Frederiksen.

Lasse Frimand Jensen og Mette Frederiksen håber begge, at regeringen kan få vendt de dårlige meningsmålinger, så landspolitikken ikke går ud over kommunalpolitikken.

- Vi ved godt, at der skal knokles på, og det har vi tænkt os at gøre. Derfor er vi startet allerede i dag, fastslår Mette Frederiksen.

Der er valg til kommuner og regioner 18. november næste år. I Aalborg har Socialdemokratiet altså sparket gang i deres valgkamp.

Se hvordan det gik, da Lasse Frimand Jensen og Mette Frederiksen startede kommunalvalgkampen i Aalborg.


Ren Indiana Jones: Gå på opdagelse i gravkammer, der er ældre end pyramiderne

5200 år gammelt gravkammer i Fjerritslev er blevet tilgængeligt for offentligheden.

De fremmødte gæster fik lørdag en sjælden mulighed for at træde 5000 år tilbage i tiden og besøge jættestuen Klovenhøj ved Fjerritslev.

I forbindelse med en restaurering åbnede Nordjyske Museer nemlig gravkammeret for offentligheden, noget som sjældent bliver gjort.

Restaureringen har været i tæt samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen og firmaet Morsø Skov. Den har været nødvendig, da nysgerrige grævlinge og ræves poter har sat sit spor.

Det fortæller arkæolog og museumsinspektør Thomas Rune Knudsen.

- Den har været hullet som en schweizerost. Det har vi fået fyldt ud, og har fået rettet de rendesten, der er skvattet ned i den forbindelse. Så har vi fået sat en låge i, og fået lagt nogle gulvfliser, så dyrene ikke kan komme ind i kammeret, lyder det.

Kom med en tur i gravhøjen herunder:

Særlige nordjyske hylder

Og hvis man ikke lige kan forestille sig en jættestue, så har Thomas Rune Knudsen en ret god beskrivelse.

- Forestil dig en stor gravhøj med en lang stensat gang, der fører ind til et stort stenbygget kammer. Den er blevet brugt som fælles grav for flere personer, forklarer han.

Byggestilen er meget speciel og typisk for Nordjylland.

For hvor man normalt ville have brugt fliser, der ligger på en bestemt måde, så er der i jættestuen hulrum eller hylder mellem de store bæresten.

- Det er en af de ting, der gør denne jættestue anderledes end andre, vi kender, fortæller Thomas Rune Knudsen.

Enestående gravkamre

Det er Thomas Rune Knudsens anden istandsættelse af en jættestue, og det er noget helt særligt at få lov at arbejde med.

- Det er altid en speciel oplevelse at gå ind i sådan et kammer. Særligt når du ikke kender det i forvejen. Det bliver lidt Indiana Jones-agtigt, smiler Thomas Rune Knudsen.

Ifølge ham er det vigtigt, at vi bliver ved med at bevare stykker af danmarkshistorien som Klovenhøj.

- Det er ret enestående, at vi har nogle gravkamre, der går 5000 år tilbage, og som er, sat lidt på spidsen, ældre end pyramiderne i Giza i Ægypten, og at man kan få lov til at kravle ind i det, afslutter han.


Kristinas kat blev kørt ihjel på grusvej: - Næste gang er det et barn

Foto: (Privatfoto)

Familiens børn var der, da katten blev påkørt.

For en uge siden mistede Kristina Petersen sin kat Blåbær gennem tre år, efter den blev påkørt ude på grusvejen foran familiens hus i Lyngby i Hals.

Hun var i gang med at pynte op til jul med sine to sønner, da de pludselig så en bil kom susende forbi.

- Jeg tænkte bare; 'Nu er der en igen', forklarer hun.

Men kort tid efter, så hun Blåbær vælte rundt i bedet ved siden af vejen.

- Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne og løb ud efter ham, forklarer hun.

Døde ved dyrlægen

Hun fik efterfølgende fat i en dyrlæge og fik ført Blåbær akut afsted.

- Dyrlægen spurgte, om han måtte ligge ham i narkose for at kunne komme til at mærke hans nakke og ryg, og det gav jeg lov til, selvom dyrlægen sagde, at der var en risiko, forklarer Kristina Petersen.

Efter Blåbær blev lagt i narkose, gik der dog ikke.

- Jeg kunne pludselig se, at han ikke trak vejret længere, forklarer Kristina Petersen meget berørt.

Dyrlægen fik undersøgt Blåbær, og han kunne efterfølgende fortælle, at han var blevet påkørt i hovedet og nakken. Derfor overlevede han ikke.

- Dyrlægen spurgte, om jeg ville have ham med hjem, og det sagde jeg ja til. Børnene forventede jo, at han kom hjem, forklarer hun.

Søndag fik Kristina Petersen sammen med sine drenge begravet Blåbær.

- Det var det værste.

- De græd meget, og det gik virkelig op for dem, at han ikke var her mere, siger hun berørt.

Foto: (Privatfoto)

Næste gang er det et barn

Selvom det var første gang, at familien oplevede, at det gik galt, så er det ifølge Kristina Petersen langt fra første gang, at bilerne er kørt for stærkt på grusvejen ved familiens hus.

- Der er så mange, som kører med hovedet under armen, og det er skidefarligt, fortæller hun.

Hele hændelsen fik hende til at dele et opslag på Facebook. Her kommenterer mange, at det er ejerens eget ansvar at holde katten væk fra vejen.

- Men der er altså også børn her, så det kunne være dem. Det gik virkelig op for os, hvor udsat de faktisk er. Næste gang er det et barn, konstaterer hun.

Derfor har Kristina Petersen sat sig for at få sat skilte op på vejen. Det er dog ikke så let.

- Jeg har snakket med kommunen og politiet, som sagde, at grundejerforeningen skulle sende en anmodning. Vi har dog fundet ud af, at vi ikke har en grundejerforening, så det skal vi da have nu, påpeger hun.

Hun håber, at familiens tragiske hændelse kan få bilisterne til at tænke sig om en ekstra gang, inden de kører for stærkt på grusvejen, også selvom der ikke er skilte endnu.


Optog- og markeder: Her bliver der julet hele december

Foto: ThistedBy

Det starter 1. december i Thisted, hvor spejderkorpset, FDF-orkestret og Sparekassen Thy marcherer igennem Thisted by.

Julelys, nissehuer, nissemænd- og selvfølgelig julemandens postkasse.

Det hele vender tilbage til Thisted, der også byder den verdensberømte gæst velkommen.

- Julemanden ankommer til havnen og fører an i optoget til Store Torv, hvor det store juletræ vil blive tændt, siger ThistedBy i en pressemeddelelse.

Foto: ThistedBy

Hele måneden kommer der da også til at være fyldt med arrangementer, der skal hjælpe alle i stemning op til afrundingen den 23. december.

- Det er Mads og Morten, der afslutter julens aktiviteter med masser af kendte juletoner i selskab med julemanden selv, lyder det.

Det velkendte Lucia-optog sker den 13. december med deltagelse fra Nodvestjysk Pigekor.

Foto: ThistedBy

Beskylder lokale folketingsmedlemmer for at svigte byen

Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST og Karsten Mortensen, TV MIDTVEST.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy.

Jane Kruse fra Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at lokale politikere ikke har sørget for fortsat støtte til centret.

Forstanderen for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, Jane Kruse, retter nu en hård kritik mod to lokale folketingsmedlemmer.

Centret i det sydlige Thy er truet af lukning, fordi det fra næste år mister sin støtte på finansloven, og i den forbindelse udtrykker Kruse skuffelse over, at Simon Kollerup (S) og Torsten Schack Pedersen (V), der begge er valgt i Thistedkredsen, ikke har sikret fortsat støtte.

 - Vi synes selv, at vi har haft en tæt kontakt til alle partier, men selvfølgelig specielt til Simon Kollerup og Torsten Schack Pedersen, der er valgt i vores område. Dem har vi haft meget kontakt med og bedt dem om at bringe os på finansloven. Det har de ikke gjort.

- Hvordan tænker du om det?

- Det synes jeg er et stort svigt af det arbejde, der skal ske i Thy, siger Jane Kruse.

Folkecentret, der arbejder for at udvikle grønne energiløsninger, har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner om året via finansloven. 

Men på den finanslov for næste år, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF og Radikale er støtten forsvundet, og folkecentrets 12 ansatte er nu blevet opsagt fra årsskiftet.

Svar fra Simon Kollerup

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Simon Kollerup har sendt os dette svar til Jane Kruses kritik:

"I dag glæder jeg mig over de penge, der er lykkedes at få til vores område, så Næssundfærgen får medvind mellem Thy og Mors, så Hurup i Sydthy får udviklingshjælp som blomstrende by, og så vi får annulleret besparelserne i Nationalpark Thy. Men jeg lytter naturligvis også til frustrationen fra folkecenteret, som ikke er lykkedes med at komme på finansloven denne gang. Nu må den kommende tid vise, om der er grønne puljer på finansloven, der kan være dem til hjælp. Det er ikke undersøgt endnu".

Lang ønskeseddel

Og nu står Jane Kruse tilbage med et stort ubesvaret spørgsmål: hvorfor?

- Vi har ingen viden om, hvorfor vi ikke er kommet med på finansloven. Vi står ellers for det, der skal bære os fremad.

- Men du kan vel ikke vide, om de har forsøgt at få jer med i regeringens finanslovsforslag?

- Nej, det kan jeg ikke. Jeg har ikke fået nogle tilbagemeldinger fra de to lokalt valgte politikere, siger Jane Kruse.

Torsten Schack Pedersen siger til TV MIDTVEST, at han tidligere har været med til at sikre penge til folkecentret.

- Det er ikke lykkedes denne gang. Der har været mange gode forslag på bordet fra Thy og Mors, og det er lykkedes at skaffe penge til Næssund-færgen og til udvikling af Sydthy. Så vi har bestemt sørget for ting, der tilgodeser thy- og morsingboerne, men ønskesedlen er længere, end pengene rækker, siger han.

Torsten Schack Pedersen, der er minister for samfundssikkerhed og beredskab, tilføjer, at der ikke er andre partier, der har rejst spørgsmålet om folkecentret under forhandlingerne.

- Men har du taget kampen?

- Vi møder mange ønsker, som vi prøver at fremme. Noget lykkes og andet lykkes ikke, siger han.

Jane Kruse siger, at folkecentret nu vil undersøge mulighederne for at få støtte fra fonde eller andre aktører.