Forsvarer vil bevise at masseskyderi blot var en fantasi – men byretten kaldte det utroværdigt
Den 28-årige nordjyde, der er tiltalt for at planlægge et eller flere masseskyderier, har fået ny forsvarer, der vil bevise sin klients forklaring.
I Vestre Landsret i Aalborg er en meget spektakulær ankesag fortsat i gang.
Sagen drejer sig om en 28-årig nordjyde, der er tiltalt for at ville begå et eller flere masseskyderier på en eller flere bestemte skoler eller uddannelsesinstitutioner i Nord- eller Østjylland.
I byretten i Aalborg blev den 28-årige mand fra Hobro sidste år kendt skyldig i tiltalen mod ham, men den gang valgte nordjyden at anke sagen, og derfor er ankesagen tirsdag i gang på anden dag i Landsretten.
Nyt er, at den 28-årige tiltalte har fået ny forsvarsadvokat – den kendte forsvarsadvokat Claus Bonnez, der er formand for Landsforening KRIM og blandt andet har været forsvarer for Yahya Hassan.
Claus Bonnez har forklaret overfor TV2 Nord inden ankesagens begyndelse, at sagen for ham grundlæggende handler om, at den 28-årige nordjyde aldrig har begået en forbrydelse, og derfor ikke kan straffes.
Forklaring tilsidesat som utroværdig
I byretten i februar sidste år blev den 28-årige nordjyde kendt skyldig i forsøg på manddrab ved at planlægge at udføre et eller flere masseskyderier.
Dengang lagde retten til grund, at de mente, at den 28-åriges forklaring var utroværdig, når han forklarede, at det hele blot var en fantasi, og han aldrig ville føre det ud i livet.
Netop det vil den nye forsvarsadvokat forsøge at modbevise hen over de syv retsmøder, der er afsat i Vestre Landsret.
- Forsvaret vil påpege de steder i materialet, hvor det fremgår, at tiltalte ikke har tænkt sig at udføre de her ting, men at det er fantasier, siger Claus Bonnez til TV2 Nord.
Skal bevise opgivelse af planer
Hvorvidt den 28-årige nordjyde havde tænkt sig at føre sine planer om et masseskyderi ud i livet eller ej er et afgørende emne i ankesagen.
Hvis forsvareren kan bevise overfor Landsretten, at hans klient opgav planerne om at udføre det, han har kaldt V-day – dagen for hans massakre – eller det hele blot var en fantasi, så kan den 28-årige mand fra Hobro ikke dømmes, fordi det ikke er strafbart at have tanker om at begå en forbrydelse, ligesom det heller ikke er strafbart at beslutte sig for at begå en forbrydelse uden at gøre det, og endelig kan man ikke blive straffet for frivilligt at have afstået fra at udføre en forbrydelse.
Omvendt har anklager Emil Stenbygaard under de to første retsmøder i ankesagen givet flere eksempler på, at den tiltalte i videodagbøger snakker om masseskyderier, drab og V-day helt frem til, han bliver anholdt.
Ligesom han under det første retsmøde dokumenterede, hvordan den 28-årige nordjyde, få dage inden sin anholdelse, var inde på DarkWeb, hvor han kiggede på våben – blandt andet en AR-15 riffel.
Netop interessen for det våben på DarkWeb er centralt, fordi politiet har kunnet aflæse på den tiltaltes computer, at der på et tidspunkt dukker en betalingsanmodning op på en AR-15 riffel til en pris på 0,1040 bitcoin, som tilbage i december 2020, hvor den tiltalte blev anholdt, svarede til omkring 25.000 kroner.