Minister i samråd om giftig 'evighedsforurening': - Vi skal handle omgående, siger Venstre
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Jacob Jensen (V) havde sammen med sin partifælle Anni Matthiesen indkaldt til samråd om pfos-sagerne.
Venstre-politikere kalder på mere handling i sagerne om giftig fluor-forurening. Myndighederne har 'hængt i bremsen'.
Stofferne er usynlige for det blotte øje og har været anvendt i årtier til alverdens formål. Men fluorstofferne, under paraplybetegnelse PFAS, er mistænkt for at være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende. Og så er de stort set unedbrydelige, når først det kommer ud i miljøet - eller ind i menneskekroppen.
Derfor kaldes PFAS-stofferne også for 'evighedskemikalier'. Og det var netop overskriften på torsdagens samråd, hvor Venstre havde indkaldt miljøminister Lea Wermelin (S) til at svare på en lang række spørgsmål.
Hvad er tidshorisonten på oprydningen, hvem har ansvaret, og vil man afsætte flere midler til forureningen?
Vi skal handle, og vi skal handle omgående.
Jacob Jensen, Miljøordfører, Venstre
Nordjylland ramt
Det var Anni Matthiesen og Jacob Jensen fra Venstre, som havde indkaldt miljøministeren om den stigende udbredelse af 'evighedskemikalierne' i Danmark.
Han mener ikke, at myndighedernes håndtering af sagerne indtil videre har været god nok.
- Jeg synes, man har hængt for meget i bremsen. Der har også været for mange inde over sagerne, og i visse tilfælde har det betydet, at man også er gået fejl af hinanden. Vi skal handle, og vi skal handle omgående.
Først kom sagen i Korsør i marts 2020, hvor omkring 200 personer havde fået PFOS ind i kroppen via kød fra kvæg, der havde spist græs forurenet af brandskum med det giftige stof. Og siden er sagerne væltet frem - også her i Nordjylland.
Der er blandt andet fundet forurening fra brandøvelsespladser, hvor der er brugt giftig skum en del steder - blandt andet ved Flyvestation Aalborg og Aalborg Kaserner. Men det er ikke kun brandskummet, der kan forårsage forurening, da stoffet, der har vandafvisende egenskaber, har været brugt til en lang række imprægneringsformål.
For nylig kunne Hjørring Vandselskab konstatere, at der er fundet PFOS i spildevandsslam ved Hirtshals Renseanlæg - en forurening, hvor kilden stadig er ukendt.
Ingen tidshorisont
I Nordjylland mangler der desuden svar på omfanget af forureninger på eksempelvis flere brandøvelsespladser.
Hvad er tidsperspektivet for, hvornår myndighederne kender omfanget?
- Det, som jeg har været dybt optaget af, siden vi så den alvorlige sag i Korsør, er, at vi får et samlet, nationalt overblik over forureningerne. Og at både kommuner og regioner handler med det samme på forureninger. Man skal stoppe forureningen, afværge og eventuelt ansvarsplacere, siger miljøminister Lea Wermelin (S).
Men ifølge Venstres miljøordfører bør der arbejdes mere effektivt.
- Vi bliver nødt til at handle. Det er fint at få et overblik, men der skal handles. Vi kan ikke bare vente på, at der kommer et samlet overblik. Jeg mener, man bør gå i gang med at inddæmme i forhold til forurening og oprensning. Og så skal folk i de berørte områder have information, siger miljøordfører (V) Jacob Jensen og henviser til en aktuel forurening i Thyborøn, der giver anledning til stor bekymring blandt borgerne.
- Det kan aldrig gå hurtigt nok. Der er mange sager, som man kender til, men hvor man stadig er i gang med at få et 'såkaldt overblik'.
Kalder på flere penge
Fordi undersøgelserne og oprydningen ikke går hurtigt nok, ifølge Venstres miljøordfører, bør der afsættes ekstra midler til forureningssagerne.
- Situationen kalder på, at finansiering bliver prioriteret. I forvejen har Danske Regioner efterspurgt 100 millioner til allerede kendte jordforureninger - og det var altså før alle sagerne med PFOS, siger Jacob Jensen (V).
Lige nu er kommunernes og regionerne ansvarlige for at at håndtere de lokaliteter, der er under mistanke for PFAS-forurening - under vejledning fra andre myndigheder som Miljøstyrelsen, Fødevarestyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed. Men hos Venstre efterspørger man større og mere ensrettet styring.
- Så stor en sag som denne kræver, at man på nationalt plan sætter sig for bordenden. Både i forhold til finansering og prioritering.
Se TV2 Nords dokumentar 'Skumskandalen' her eller læs featuren her: