Pedal-Ove i sit sidste interview: - Sagen er uopklaret, og det nager mig
Det var til det sidste Ove Hansens ønske, at sagen om, hvem der dræbte Brita Hansen, blev opklaret. Det kom frem i forbindelse med et interview, som TV2 Nord lavede med Ove Hansen for kort tid siden. Et interview som blev det sidste, Ove Hansen gav til de danske medier.
Det var til det sidste Ove Hansens ønske, at sagen om, hvem der dræbte Brita Hansen, blev opklaret. Det kom frem i forbindelse med et interview, som TV2 Nord lavede med Ove Hansen for kort tid siden. Et interview som blev det sidste, Ove Hansen gav til de danske medier.
Interviewet foregik på Frederikshavn Maskinsmedie, virksomheden, som Ove Hansen og sønnen Mads drev sammen. Det var i anledning af, at der netop var udkommet en bog, der knap 40 år efter drabet på Brita Hansen, tager fat i hele sagen. Samtidig var det optakten til tre dokumentarprogrammer, som journalist Michael Teschl også står bag.
Selv var Ove Hansen glad for, at sagen igen vakt opmærksomhed i det ganske land.
- Det er jo mærkeligt, at efter så mange år tror man jo, at alting er glemt, men jeg er glad for, at sagen ikke er glemt, for der går nogen rundt og har en dårlig samvittighed, fortalte Ove Hansen til TV2 Nord og tilføjede, at sagen jo var uopklaret, og det nagede ham.
Det er jo mærkeligt, at efter så mange år tror man jo, at alting er glemt, men jeg er glad for, at sagen ikke er glemt, for der går nogen rundt og har en dårlig samvittighed
Ove Hansen i et interview til TV2 Nord for tre uger siden
I forbindelse med bogen og de tre dokumentarprogrammer, der er blevet produceret, er det kommet frem, at Ove Hansens alibi på det formodede gerningstidspunkt alligevel ikke holder.
Den kendsgerning ændrede ikke ved Ove Hansens standpunkt gennem mange år; nemlig at han ikke havde slået sin fra-separerede hustru ihjel.
Et drab han både er blevet dømt og siden frikendt for.
- Jeg er en frikendt person i retten, og det lever jeg med, men min følelse er altid, at så længe man ikke har fundet nogen (en gerningsmand, red.), så tænker folk - men jeg ved hvordan, jeg står i situationen, så længe jeg ved det, så har jeg god samvittighed. Og det har jeg ikke lavet om på i alle de år, sagde Ove Hansen.
Den kendte frederikshavnske fritidsmusiker døde lørdag aften. Han blev 75 år. Pedal-Ove havde lymfekræft, men oplyste for nogle uger siden til TV2 Nord, at han var i bedring. Han blev dog indlagt og døde lørdag på Aalborg Universitetshospital som følge af en lungebetændelse.
Ove Hansen var hovedpersonen i en af danmarkshistoriens mest omtalte drabssager, efter han 12. november 1982 idømt 12 års fængsel for drabet på sin fraseparede hustru Brita Hansen, for så ti år senere at blive frikendt for samme drab.
- Jeg tror, der går en drabsmand rundt et sted, om det er en, to eller tre, det ved jeg ikke. Det er ikke mig, der skal være dommer over det. Det må retssystemet tage sig af, men jeg tror ikke, der bliver lavet en ny efterforskning, lød det fra Ove Hansen, som satte sin lid til, at journalist Michael Teschl i sit mange måneders intense arbejde med at gå efterforskningen af den 38 år gamle sag igennem ville kaste nyt lys over hele sagen.
Fakta om "Pedal-Ove"-sagen
12. december 1981 dør 30-årige Brita Hansen ved kværkning, og liget kastes i havnen. Britas eksmand, Ove Hansen, anholdes og sigtes for drab.
8. marts 1982 løslades Ove Hansen på grund af manglende beviser.
11. juli 1982 findes Britas lig i havnen i Frederikshavn. Ove Hansen fængsles igen.
12. november 1982 idømmes Ove Hansen 12 års fængsel for drab.
12. juni 1989 prøveløslades Ove Hansen.
13. september 1990 klager advokat Morten Wagner til Den Særlige Klageret.
29. november 1991 genoptages sagen.
13. april 1992 frikendes Ove Hansen for drab og tilkendes en erstatning på 5,4 millioner kroner.