Nordjyllands Politi: Vi efterforsker 20 brande der kan være påsat
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordjyllands Politi har endnu ikke fundet nogen naturlig årsag til branden lørdag aften, der nær tog livet af en 89-årig kvinde. Dermed efterforsker de nu 20 brande som værende påsatte.
Sent lørdag aften stod der pludselig flammer fra et beboet hus ved Fjerritslev. Husets 89-årig kvindelige beboer var gået i seng, men blev heldigvis i sidste øjeblik reddet ud af sit barnebarn.
Nu afventer Nordjyllands Politi, at teknikere fra Fredericia skal slå fast, hvad årsagen til branden er. Politiet betragter indtil videre branden som påsat.
- Vi tør ikke sige, hvornår teknikerne påbegynder deres undersøgelser, men vi har ikke fundet nogen naturlige brandkilder, der kan forklare branden, fortæller vicepolitiinspektør Frank Olsen.
De er lige nu i gang med at undersøge tidligere brandtomter.
- Alle brande i området siden Svinkløv har vi med i vores efterforskning, og vi kører på fuld skrald, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.
Nordjyllands Politi efterforsker dermed 20 brande i området ved Han Herred som værende påsatte.
Politiet har fået mange henvendelser fra vidner, men kan endnu ikke fortælle, om der er en eller flere gerningsmænd.
- Vi efterforsker bredt, og vi tør ikke udelukke noget.