33-årig sigtet for 23 brande - nægter sig skyldig
33-årige mand blev fremtstillet i grundlovsforhør. Han nægter sig skyldig
En 33-årig mand er tirsdag i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring. Han nægter sig skyldig i 23 sigtelser for brandstiftelse.
Den 33-årige mand fra Fjerritslev, som mandag eftermiddag blev anholdt i forbindelse med efterforskningen af de mange påsatte brande i Fjerritslev-området, er tirsdag i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring.
Manden er sigtet for 23 tilfælde af brandstiftelse. Han nægter sig skyldig, fortæller TV2 Nords reporter i retten.
Der er tale om 22 sigtelser for at overtræde straffelovens paragraf 181, som handler om at forvolde ildebrand på fremmed ejendom. Strafferammen for denne overtrædelse er op til seks års fængsel.
Manden er desuden sigtet for i et tilfælde at overtræde paragraf 180, fordi han har sat andres liv i fare ved at sætte ild til en ejendom. Dette kan straffes med op til fængsel på livstid.
Den 33-årige blev anholdt på baggrund af de overvågningsbilleder, Nordjyllands Politi mandag offentliggjorde i håb om at få hjælp fra offentligheden. Mange borgere henvendte sig til politiet efter at have set billederne, og det førte politiet på sporet af den 33-årige mand.
Nordjyllands Politi har tidligere oplyst, at den sigtede ikke i forvejen er kendt af politiet.
Dommeren valgte at lukke rettens døre, efter at sigtelsen mod den 33-årige mand var blevet læst op.